Kommentar: Carolines gyldne chance

Efter hendes triste exit fra Paris, har det været en befriende oplevelse at følge Caroline Wozniackis koncentrerede færd gennem den første uge her i Wimbledon

Caroline Wozniacki er klar til 4. runde af Wimbledon, hvor Dominika Cibulkova venter. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki er klar til 4. runde af Wimbledon, hvor Dominika Cibulkova venter. (Foto: AP)

LONDON (ekstrabladet.dk): Det har i den grad gødet optimismen. Både hos hende selv og os andre.

For en uge siden skrev jeg, iført en vis portion skepsis, at intet var umuligt, hvis hun mentalt kunne finde momentum. Nu vil jeg strække mig til at mene, at hun er en lige så mulig vinder som alle andre tilbageværende topnavne i feltet.

MEN TRE SYVENDEDELE henne i en Grand Slam vil det være en overdrivelse at repetere mundheldet om, at godt begyndt er halvt fuldendt.

Her er det i uge 2, man skal toppe. Punktum.

Det er her, modstanderne af den store kaliber venter og dermed også her, hvor marginalerne for alvor begynder at spille med. De marginaler og det held, som du skal tvinge over på din side ved at turde opsøge det.

Det er nu, Caroline skal begynde at vise, at hun har samlet noget erfaring i denne sammenhæng og nu, hun skal bevise, at hun er en magtfaktor, man skal regne med på græs. Og så er det ikke mindst nu, hun skal vise mod, når kampene er på vippen, og hele verden kigger med.

JEG FØLER MIG ret fortrøstningsfuld i forhold til dagens kamp mod Dominika Cibulkova. Slovakken er en fighter, der virkelig kan sætte tryk på i duellerne, men hun har ikke spidskompetencer, der er livsfarlige på græs.

Holder Caroline sit hidtidige niveau, står hun i kvartfinalen, og det vil være hendes hidtil bedste senior-resultat på Wimbledon, hvor hun som junior løftede pokalen i 2006.

Det vil i sig selv være endnu et mentalt rygstød. Og derfra er alt åbent.

ELLERS HAR turneringen igen dokumenteret, at herrerne har en stabil Top 4, som med al sandsynlighed skal slås om titlen.

Og så har vi fået endnu et bevis på, at rabatten er blød på kvindernes verdensomspændende tur.

Adskillige seedede er for længst skredet i svinget, og med Clijsters afbud og Zvonarevas utidige farvel, vil ranglistens førsteplads være på danske hænder et godt stykke tid endnu.

Hvor ville det være fantastisk, hvis Caroline kunne cementere sin status med en Wimbledon-triumf. Og ikke mindre, hvis det sker med skalpe fra en Sharapova og en Williams undervejs.

Her er det resterende program i damesingle.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere