Suveræn Caroline gjorde kort proces

Virginie Razzano kunne slet ikke følge med, da Caroline Wozniacki spillede tennis fredag eftermiddag

Det kører fortsat i olie for Caroline Wozniacki ved Wimbledon.

Fredag eftermiddag gjorde den topseedede danske damesingle kort proces - igen - mod Virginie Razzano fra Frankrig.

Sejren lød på 6-1, 6-3. Og dermed fortsatte hun det gode spil, turneringen blev skudt i gang med mod spanske Parra Santonja forleden.

Foreløbig har den suveræne dansker kun afgivet syv partier. Acceptabelt, må man sige.

Læs også: Wimbledons svar på Lady Gaga

Razzano åbnede med at holde sin egen serv. Men herefter kom Wozniacki i gang. Danskeren udlignede til 1-1 og vandt siden seks partier i træk.

Wozniacki havde hele vejen igennem godt styr på sin modstander, der leverede stribevis af uprovokerede fejl, mens danskeren igen viste god energi og stor løbevillighed.

Australier venteri 3. runde
Selvom hun har pointeret, at der ikke bliver satset videre på netspillet under Wimbledon, så havde Wozniacki flere gode løb til nettet, hvor hun elegant styrede duellerne i hus.

Razzano fik to partier i hus i 2. sæt, men trods nogle gode dueller mod slutningen af kampen, mistede hun mere og mere troen på, at miraklet ville indtræffe.

Wozniacki spillede sig til to matchbolde ved 5-2 i franskmandens serv. Men de blev afværget, og danskeren misbrugte også siden nummer tre.

Hun tillod sig også at misbruge nummer fire i eget serveparti kort efter, men så faldt hammeren i form af et servees på matchbold nummer fem.

Nu venter Jarmila Gajdosova fra Australien i 3. runde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere