Tennis-legende: Gå til angreb, Caroline

Spilleplanen skal diktere angreb, hvis Caroline Wozniacki skal vinde Wimbledon, mener Martina Navratilova

Caroline skal pakke det sikre spil på baglinien sammen og gå til angreb, mener Martina Navratilova (Foto: AP)
Caroline skal pakke det sikre spil på baglinien sammen og gå til angreb, mener Martina Navratilova (Foto: AP)

LONDON (Ekstra Bladet): Selv var hun offensiv som få, og det gjorde Martina Navratilova til historiens mest Slam-vindende spiller.

Nu leverer hun i stedet gode råd. Og Caroline Wozniacki får nogle stykker med på vejen i veteranens klumme i Times.

– Kvindetennis er inde i et tomrum, konstaterer hun.

– Det er sundt på verdensplan, hvad bredde angår, men den nye generation har ikke rigtigt bidt sig fast i toppen.

– Caroline Wozniacki er for eksempel topseedet uden at have vundet en Grand Slam, og det skal hun høre på i hvert et interview. Den abe vil hun gerne have taget af skulderen, mener hun.

Bedre at være offensiv
– Hendes spil er baseret på forsvar, og det giver gode resultater, men ikke Grand Slams. Hun er lidt ligesom Andy Murray. Hun har evnen til at spille en god offensiv, men hun føler sig bedre tilpas i sin tryghedszone lidt bag baglinjen, fordi hun er så utrolig god i det defensive.

– Jeg ved ikke, hvad folkene tæt på Wozniacki og Murray siger, de skal gøre ved det. Jeg ser bare resultatet. Vi siger alle det samme om dem begge.

– Det er stadig bedre at være offensiv. De er begge imponerende rent fysisk, så de burde have en bedre serv. Wozniacki skal gøre sin serv til et våben, skriver Navratilova, der mener, at Serena Williams' comeback har åbnet turneringen på vid gab.

– Hun kan vinde det hele eller tabe i anden runde. Maria Sharapova spillede fremragende tennis i Paris og må være fyldt med selvtillid. Græs er hendes favoritunderlag, og hun har vundet her før.

– Tidligere forlod spillerne først top ti, når de trak sig helt tilbage. I dag dumper tidligere ettere ud af Top 20, og derfor er det hele så uforudsigeligt.

Li Na kan vinde
En anden dansker får til gengæld ros med på vejen:

– Li Na er i førersædet efter sin sejr i French Open. Jeg tænkte: Hvad sker der? Men hun fik Michael Mortensen som træner og bum! En måned senere vinder hun i Paris.

– Michael er en virkelig rar fyr, meget vidende, og han har haft en stor, positiv og beroligende virkning på hende. Jeg vil ikke afvise, at hun kan vinde Wimbledon også.

– Hun er 29 år, og ældre spillere kan bedre håndtere pres, mener legenden, der selv vandt 20 Wimbledon-titler i single og double.troels

Læs også: Ingen Centre Court til Caroline

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere