Wozniacki pakker netspillet væk

Det bliver ikke en Caroline Wozniacki, der kommer bragende frem til nettet i første runde af Wimbledon.

Når Caroline Wozniacki tirsdag åbner sin Wimbledon-kampagne mod spanieren Arantxa Parra Santonja, så kommer den danske verdensetter ikke til at angribe nettet, selvom en mere aggressiv stil ellers har været proklameret forud for grand slam-turneringen.

Det meddeler Caroline Wozniacki selv.

- Lige nu koncentrerer jeg mig mest på serv og returneringer, og sådan er det. Men vi må selvfølgelig se, hvad der sker i kampen. Jeg spiller for at vinde, og om det så er med serv-flugtning eller at stå nede på baglinjen, er lige meget.

- Men der er ikke nogen, der spiller serv-flugtning i dag, eller laver en returnering og kommer til nettet med det samme. Spillet foregår nede fra baglinjen, og sådan vil det formentlig være de næste 20 år, fordi spillet simpelthen går så hurtigt, siger hun.

Caroline Wozniacki, som ved mandagens formiddags træning også holdt sig langt væk fra nettet, kender ikke så meget til sin spanske modstander, der blot er nummer 105 i verden.

En rigtig doublespiller
Arantxa Parra Santonja spiller med to hænder i både bag- og forhånd, og så er hun ganske god til double.

Og det er netop sidstnævnte, der er grunden til, at Caroline Wozniacki ikke skal for meget frem til nettet, siger hendes far og træner, Piotr Wozniacki.

- Hun er en rigtig doublespiller, så hun forstår spillet ved nettet. Så vi skal ikke risikere at spille smart.

- Caroline skal fokusere på sin serv, retur og de første bolde, for der kommer ikke mange lange dueller på det her underlag, forklarer han.

Arantxa Parra Santonja er nummer 46 i verden i double. Det er første gang, de to spillere møder hinanden.

- Det er femte gang Caroline Wozniacki deltager i hovedturneringen i Wimbledon. Hendes bedste resultat i Wimbledon er 4. runde i både 2009 og 2010.

- Det er 18. gang Caroline Wozniacki deltager i en Grand Slam hovedturnering. Hendes bedste resultat var i US Open 2009, hvor hun tabte finalen til belgiske Kim Clijsters 5-7 3-6.

- Det er Caroline Wozniackis 18. Grand Slam-deltagelse i træk.

- Caroline Wozniackis sidste græsturnering var Wimbledon 2010, hvor hun tabte i 4. runde til tjekkiske Petra Kvitova 2-6 0-6.

- Caroline Wozniacki har kun tabt en enkelt 1. runde kamp ved en Grand Slam turnering. Det var første gang hun spillede en Grand Slam hovedturnering ved French Open i 2007, hvor hun tabte til franske Nathalie Dechy 2-6 7-6(3) 0-6.

- Caroline Wozniacki har vundet fem WTA-turneringer i 2011 – flere end nogen andre. Tre på hardcourt (Dubai, Indian Wells og Farum) og to på grus (Charleston og Bruxelles).

- Caroline Wozniacki har tabt to WTA-finaler i 2011. I Doha (hardcourt) mod Vera Zvonareva (RUS) 4-6 4-6, og i Stuttgart (grus) mod Julia Görges (TYS) 6-7 3-6.

- Caroline Wozniacki har vundet en enkelt Tour-titel på græs. Det var i Eastbourne i 2009.

- Fem af Caroline Wozniackis 17 turneringssejre på WTA-Touren har været i Europa; Stockholm (hardcourt) 2008, Eastbourne (græs) 2009, Farum (hardcourt) 2010 og 2011 og Bruxelles (grus) 2011.

- Caroline Wozniacki har kun vundet en enkelt WTA-finale mod en spiller, der var i Top-10 på verdensranglisten. Det var i Beijing i 2010 (hardcourt) mod Vera Zvonareva (RUS), som dengang var nummer fire.

- Caroline Wozniacki har uddelt 12 æg i Grand Slam-kampe, og tre gange er det gået ud over hende selv (heraf to i Wimbledon). En enkelt gang har hun vundet 6-0 6-0 i en Grand Slam-kamp. Det var i US Open 2010 mod Chang Kai-Chen fra Taiwan.

- Caroline Wozniacki har vundet syv af otte tiebreaks i 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere