Frederik Løchte Nielsen kom mandag et skridt nærmere deltagelse i hovedturneringen i Wimbledon, da han vandt sin kamp i første runde af kvalifikationsturneringen til den traditionsrige Grand Slam-turnering.
Løchte besejrede australieren Peter Luczak med 7-6, 6-3 og er dermed videre til anden runde, hvor han skal møde rutinerede Karol Beck.
Den 29-årige slovak er seedet som nummer 17 i kvalifikationsturneringen med 128 spillere, hvorfra 16 kvalificerer sig til hovedturneringen.
Første møde med Beck
Karol Beck ligger nummer 127 på verdensranglisten, hvor Frederik Løchte er nummer 204. De to spillere har ikke tidligere mødt hinanden i en kamp på ATP Touren.
Slovakken har tidligere været oppe som nummer 36 og har tidligere deltaget i Wimbledon seks gange med en plads i tredje runde i 2004 som bedste resultat. I Grand Slam-sammenhæng er hans bedste resultat en plads i 4. runde i US Open.
27-årige Frederik Løchte har aldrig tidligere deltaget i en Grand Slam-turnering. For at kvalificere sig til hovedturneringen skal man vinde sine kampe i tre runder.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.