Roger Federer, Novak Djokovic og de andre mandlige tennisstjerner skal ikke glæde sig for meget over, at verdensetteren Rafael Nadal fredag tabte i kvartfinalen af græsturneringen i Queen's Club.
Spanieren forsikrer, at han trods nederlaget til franske Jo-Wilfried Tsonga på 7-6, 4-6, 1-6 kommer til Wimbledon senere på måneden i topform.
- Jeg har masser af selvtillid. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at spille godt, men jeg kommer til Wimbledon med store forventninger og forhåbentlig i god fysisk form, siger Nadal.
I søndags vandt han French Open for sjette gang i karrieren, og Nadal mener, at hans krop var for træt til at kunne ramme topniveauet i opvarmningsturneringen til Wimbledon.
Mange kampe i benene
- Jeg er en smule træt. Jeg var ikke til stede, som jeg normalt er, og jeg har helt sikkert brug for en lille pause, lyder det fra den forsvarende Wimbledon-mester.
Nadal er en af de spillere med flest kampe i benene i denne sæson. Inden nederlaget til Tsonga, havde Nadal spillet sig frem til finalen i sine seneste syv turneringer.
Han tager nu en tur hjem til Spanien for at slappe af, inden han rejser tilbage til London i næste uge for at træne på Wimbledon-anlægget.
- Det er vigtigt for mig at komme hjem og se familien og vennerne. Jeg har brug for nogle dage sammen med dem.
- Jeg vil spille lidt golf, måske fiske. Det er også afslappende. Så kan jeg lade mig distrahere mentalt og tænke på andet end tennis, forklarer Nadal.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.