Caroline øver overraskelsesangreb

Den danske tennisstjerne træner serv/flugt frem mod Wimbledon

Caroline Wozniacki træner græsspillet på kunststoffet i Farum. (Foto: Anthon Unger)
Caroline Wozniacki træner græsspillet på kunststoffet i Farum. (Foto: Anthon Unger)

Det blev ikke til endnu en doublesejr med veninden Malou Ejdesgaard i WTA-turneringen i Farum, men det blev til endnu en omgang træning frem mod Wimbledon for Caroline Wozniacki.

Og et par gange så man sågar den danske verdensetter i overraskelsesangreb, hvor hun strøg direkte til nettet efter sin serv.

- Caroline lavede lidt serv/flugtning, og det virkede fornuftigt. Hun var mere afslappet i dag og prøvede nogle af de ting, vi arbejder med, og som hun skal bruge i Wimbledon, sagde far og træner Piotr Wozniacki efter 4-6, 2-6-nederlaget mod det andenseedede, svensk-tyske par Johanna Larsson/Jasmin Wörl.

- De ting kan hun få brug for i fremtiden. Hun skal ikke hver eneste gang komme frem på den måde efter serven. Det er urealistisk. Men hun kan overraske modstanderen indimellem, så de begynder at tænke over, om hun kommer frem eller ej, og måske bliver lidt stresset.

Carolines venindehjælp

- Det kan blive nøglen til at vinde en ellers lige kamp. Og vi tror på det, siger Piotr Wozniacki.

Wozniacki-lejren har fået kritik for at spille den danske WTA-turnering på hard court frem for en turnering på græs, som er underlaget i Wimbledon. Men Wozniacki fastholder det fornuftige i denne overgang fra grus til græs.

- Jo mere man spiller på dette underlag, jo mere klar bliver man til Wimbledon. Boldene hopper ikke så højt. Det er ikke nemt at komme fra grussæsonen til den slags underlag, så det er supergodt at hun får lov at spille på det her underlag i Farum, siger Piotr Wozniacki, mens Caroline selv udtrykker det således:

- Sidste år spillede jeg en kamp på græs før Wimbledon, så det gør ikke den store forskel.

- Jeg tager til Wimbledon tidligt, træner, gør mig klar og kommer ind i atmosfæren, siger Caroline Wozniacki.

Wozniacki: Williams er Wimbledon-favorit

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere