Wozniacki vil have de gamle på banen

Doublekamp er ifølge Piotr Wozniacki slet ikke et tema for Caroline i denne sæson - men Malou Ejdesgaard har brug for hjælp

Kindkys efter Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaards sejr mandag aften over Mai Grage og Julia Boserup i WTA-turneringen i Farum. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Kindkys efter Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaards sejr mandag aften over Mai Grage og Julia Boserup i WTA-turneringen i Farum. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

FARUM (ekstrabladet.dk): Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaard har tidligere udtrykt ønske om at spille double sammen ved OL næste år i London, men den drøm er sat en smule på standby for tiden. Især, hvis man spørger far og træner Piotr Wozniacki.

- Først og fremmest skal Caroline fokusere på sine egne ting i øjeblikket. Det er mere interessant for dig og mig og hende, at Caroline prøver at vinde en Grand Slam og blive nummer et i verden igen i denne sæson.

- Det er vores mål. Caroline skal tænke mest på det, der er bedst for hende, siger Piotr Wozniacki mandag aften i Farum Arena efter de to danskeres 'hyggesejr' i første runde af WTA-turneringen e-Boks Sony Ericsson Open.

Højt niveau i double
Skal de to veninder kvalificere sig til OL kræver det flere ting. For det første skal Malou Ejdesgaard kravle op ad ranglisten igen, og Piotr Wozniacki ser gerne, at tidligere danske topspillere træder til med hjælp til den 20-årige doublespecialist, der netop er vendt tilbage efter en langvarig korsbåndsskade.

- Vi har i Danmark nogle gamle spillere, der har spillet på højt niveau i double, og vi har en pige, der spiller på Touren og spiller rimelig godt, så de må sætte sig sammen og hjælpe hinanden.

- Nøglen ligger hos dem, ikke hos Caroline, siger Piotr Wozniacki og nævner Michael Mortensen, Tine Scheuer-Larsen, Peter Bastiansen, Michael Tauson og Morten Christensen.

Har deres meninger
- Hun har brug for nogle trænere, der forstår doublespillet, og de folk kan hjælpe hende. Det er et godt spørgsmål, hvorfor de ikke vil. De har deres meninger om tennis, og nu har de chancen for at vise noget positivt, for vi taler om danske spillere. Forhåbentlig vil de hjælpe og satse lidt mere, for Malou er klar, siger Piotr Wozniacki og fortsætter:

- Hvis jeg var i Danmark noget oftere, ville jeg helt klart hjælpe hende, men vi bor i Monaco og rejser hele tiden. Jeg har god kontakt med Malous far, så vi diskuterer ofte hendes program, og jeg vil gerne hjælpe med at forsøge at skaffe hende wild cards og en makker til turneringer. Men mere kan vi ikke gøre.

Pisket til wild card
- Hvis alle de ting falder på plads, er det måske realistisk med OL, og så skal vi helt klart tage en beslutning om at spille et par turneringer sammen næste år. Gerne store turneringer og i hvert fald turneringer, de kan få wild card til.

- Men hvis Caroline siger, at hun vil spilledouble med Malou på Touren, så får de wild card. Det er de næsten pisket til at give verdens nummer et, siger Piotr Wozniacki.

Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaard spiller deres kamp i anden runde af doubleturneringen i Farum onsdag aften.

1 af 2 Piotr og Anna Wozniacki i Farum Arena mandag aften. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
2 af 2 Kindkys efter Caroline Wozniacki og Malou Ejdesgaards sejr mandag aften over Mai Grage og Julia Boserup i WTA-turneringen i Farum. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere