OB og Brøndby slås om Lindgren

Ajax er parat til at lade Rasmus Lindgren smutte, og to danske klubber slås med flere svenskere om hans underskrift

Rasmus Lindgren kan meget vel være på vej til dansk fodbold. (Foto: Stanley Gontha)
Rasmus Lindgren kan meget vel være på vej til dansk fodbold. (Foto: Stanley Gontha)

Ajax-spilleren Rasmus Lindgren kan være på vej til Superligaen.

Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, er sølv- og bronzevinderne fra OB og Brøndby lige nu i intens kamp om svenskerens underskrift.

Udsigterne til et skifte til den danske liga er positive, fordi Ajax er parat til at give den defensive midtbanespiller løbepas.

– Jeg ved, jeg ikke får en ny kontrakt med Ajax. Klubben har fortalt, man vil satse på yngre spillere, så det er muligt jeg smutter allerede til sommer, som Rasmus Lindgren har udtalt ved en tidligere lejlighed.

Den 26-årige svensker har ikke været i kamp for Ajax siden 6. marts, men hans agent frygter ikke udsigten til endnu et år i Ajax-kulden.

Forstærket interesse
– Der er stor interesse for Rasmus. Det gælder også fra flere danske klubber, siger Søren Lerby, til Ekstra Bladet.

Tilbage i december 2009 skrev Ekstra Bladet først gang om Brøndbys brandvarme interesse. Den er nu forstærket, men de blå-gule får ikke Lindgren uden kamp.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er IFK Göteborg, Helsingborgs og Malmö FF også inde i billedet.

Men ingen af de klubber menes at kunne opfylde Rasmus Lindgrens lønkrav.

I dag får han i omegnen af én mio. euro (7,5 mio. kr.) i løn om året. Så meget kan ingen danske eller svenske klubber betale.

Derfor tæller det i dansk favør, at Lindgren kan komme til Superligaen som forsker. Han slipper væsentligt billigere i skat. Et konkurrenceparameter som svenskerne slet ikke kan hamle op med.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere