Djokovic overvinder også fransk yndling

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic sendte franske Richard Gasquet ud af French Open

Ustoppelige Novak Djokovic spillede sig søndag sikkert videre til kvartfinalen ved grand slam-turneringen French Open, da den serbiske verdenstoer besejrede hjemmebanefavoritten Richard Gasquet med 6-4, 6-4 og 6-2.

Dermed har Djokovic vundet samtlige af sine 41 kampe i år, og besejrer han også den upåagtede italiener Fabio Fognini i kvartfinalen, så tangerer Djokovic rekorden for flest sejre fra begyndelsen af en sæson.

Den rekord sidder den amerikanske legende John McEnroe fortsat på alene efter sin sæsonåbning på 42 sejre i 1984.

Hos kvinderne var der igen overraskelser. Tredjeseedede Vera Zvonareva tabte 6-7, 6-2 og 2-6 til sin russiske landsmand Anastasia Pavlyuchenkova.

Dermed kom ingen af de tre højest placerede spillere i verden i kvartfinalen, efter at Caroline Wozniacki og Kim Clijsters allerede var slået ud inden weekendens kampe.

Det er første gang siden 1968, at top-3 i verden hos kvinderne ikke når blandt de sidste otte spillere på det franske grus.

0 kommentarer
Vis kommentarer