Caroline vandt i Bruxelles

Tog sin 16. WTA-titel og fik en masse værdifuld kamptræning mod lynkineseren Shuai Peng

Caroline Wozniacki er klar til French Open med en frisk sejr i bagagen. (Foto: Photoshot)
Caroline Wozniacki er klar til French Open med en frisk sejr i bagagen. (Foto: Photoshot)

PARIS (ekstrabladet.dk): Caroline Wozniacki kommer til Paris med en dugfrisk turneringssejr og en ordentlig gang kamptræning fra Bruxelles.

Efter en lang, til tider velspillet og særdeles tempofyldt finale vandt hun med 2-6, 6-3, 6- 3 over Shuai Peng.

Lynkineseren, som er verdens nummer 31, havde tabt sine tre forudgående WTA-finaler. Hun startede som et piskeris, og angreb med sit dobbeltgreb i såvel forhånds- som baghåndsside fra første slag, ligesom hun supplerede med en temmelig ondskabsfuld serv.

Caroline Wozniacki lavede til gengæld hele fem dobbeltfejl i første sæt. Ikke uventet, for hun var nødt til at presse andenserven for at forhindre kineseren i at angribe den.

Peng, der rigeligt matcher Wozniacki i hurtigt benarbejde, brød allerede i første parti, før Caroline brød tilbage, men det lykkedes igen for kineseren at bryde Wozniacki to gange mere til sætsejr på 6-2 efter 42 minutter.

I andet sæt ændrede billedet sig, men først efter nogle forrygende dueller i de tre første partier. Det sidste var uendelig langt, og Caroline måtte afværge hele syv breakbolde, før hun selv gik ud og brød til 3-1.

Attituden var nu en helt anden, og efter kun fire vindere i første sæt femdoblede hun antallet i det næste, som hun lukkede til 6-3 med sit tredje es.

Tredje sæt startede med et langt serveparti, som Peng desværre kunne hive hjem efter et mindre gennemtænkt netangreb fra Wozniacki, men i det tredje parti lykkedes det at bryde med to smukke slag ned langs linjen, et med forhånden og et med baghånden.

Herefter bad Caroline om at få behandling, og med en forbinding om sit venstre lår kom hun ud og holdt serv til 3-1.

I hendes næste parti brød Peng til gengæld tilbage til 3-3, og så røg de to ud i en gyser af et syvende parti, som kineseren smed ved at slå ud.

Efter to en halv times halløj i grusgraven skulle Caroline nu ud at holde tungen lige i munden og efter et rent serveparti brød hun til 6-3.

Det var hendes 16. titel og hendes fjerde i årets seks finaler.

0 kommentarer
Vis kommentarer