Caroline: Det tog tid at komme i gang

Anastasia Rodionova fik bank af Caroline i går. Men danskeren kom igen lidt svagt fra start. - Det tog tid at finde min rytme, siger verdensetteren, der spiller igen i aften

Caroline startede lidt svagt i gårsdagens kamp, men vandt dog overbevisende (Foto: AP)
Caroline startede lidt svagt i gårsdagens kamp, men vandt dog overbevisende (Foto: AP)

- Det tog tid at komme ind i kampen og finde min rytme.

Sådan sagde Caroline Wozniacki efter sejren (6-2, 6-0) over Anastasia Rodionova - nummer 80 på verdensranglisten - i anden runde i Rom International i går.

Stillingen i første sæt var 2-2. Hermed var Caroline igen i den situation, som man har set så mange gange på det seneste, at danskeren kommer lidt usikkert fra start.

- Jeg er ikke helt sikker på, hvad der så skete. Jeg lavede et serve-es og kom i gang med mit eget spil, siger Caroline til Reuters.

Hun tog imponerende ti partier i træk og vandt således ganske overbevisende, men altså igen efter at have 'smidt' nogle partier allerførst i kampen.

I aften skal hun spille mod belgiske Yanina Wickmayer, der slog Ana Ivanovic i tre sæt. Kampen starter tidligst, men også sandsynligvis, kl. 19.30 (Eurosport).

Målet for resten af sæsonen er ganske klar.

- Mit hovedmål i denne sæson er Grand Slams. Jeg kunne godt tænke mig at vinde en af dem, men det vil ikke være en katastrofe, hvis det ikke sker, siger Caroline Wozniacki.

0 kommentarer
Vis kommentarer