Nadal sætter Federer på plads i Madrid

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal har spillet sig i finalen i Madrid efter en sejr over Roger Federer

Rafael Nadal vandt i Madrid. (Foto: AP)
Rafael Nadal vandt i Madrid. (Foto: AP)

Spanske Rafael Nadal er klar til finalen i ATP-turneringen Madrid Open efter en sejr over Roger Federer fra Schweiz med sætcifrene 5-7, 6-1 og 6-3.

Kampens afgørende moment indtræf, da Nadal brød Federer til stillingen 3-1 i afgørende sæt. Herefter kiggede spanieren sig ikke tilbage på vejen mod sin sejr nummer 16 over Federer. Og det det afgørende sæt blev altså vundet med 6-3.

Det var ellers Federer, som kom bedst i gang i kampen på Madrids grus. Det lykkedes således verdens nummer tre at bryde Nadal, så sættet endte 7-5 til schweizeren i stedet for at gå i tiebreak.

Tilsyneladende var det nøjagtig, hvad der skulle til for at få Nadal i gang. Verdens nummer ét viste sin store klasse i andet sæt, som han vandt sikkert med 6-1.

Dermed var Nadals selvtillid i top før det afgørende sæt, som han da også hentede sikkert hjem.

I finalen skal spanieren møde den formstærke serber Novak Djokovic, der i sin semifinale slog brasilianeren Thomaz Bellucci med 4-6, 6-4 og 6-1.

Med sejren er Djokovic ubesejret i de første 31 kampe i denne sæson. Det er den tredje-længste sejrsstime i samme sæson nogensinde, og serberen har nu kun to sejre op til Björn Borg på andenpladsen.

Første mand til at forsøge at stikke en kæp i det serbiske hjul bliver altså verdensetteren Nadal, når der spilles finale søndag i Madrid.

0 kommentarer
Vis kommentarer