Caroline på sygebesøg hos Serena

- Hun er ved godt mod, fortæller Caroline Wozniacki efter visit hos blodprop-ramte Williams i L.A.

Gode veninder Caroline Wozniacki har et godt forhold til Serena Williams, som hun netop har besøgt. Amerikaneren kommer sig efter en blodprop i lungen. (Foto:  AP)
Gode veninder Caroline Wozniacki har et godt forhold til Serena Williams, som hun netop har besøgt. Amerikaneren kommer sig efter en blodprop i lungen. (Foto: AP)

Det seneste halve år har været alt andet end positivt for Serena Williams, der først blev ukampdygtig ved at skære sin fod på nogle glasskår efter Wimbledon, og som forleden blev indlagt i to omgange efter en blodprop i lungen.

Men fredag fik hun pludselig en opmuntring, da en lys og lattermild tennisveninde kom på sygebesøg i hendes hjem i Los Angeles.

- Vi skrev lidt sammen, og jeg spurgte, om det var okay, at jeg kiggede forbi, og det var det, fortæller Caroline Wozniacki, som alligevel var i byen for at blive fotograferet til en sponsor-reklame.

Verdens nummer et og hendes forgænger bænkede sig med et glas iste, og så gik snakken: - Hun var som altid sjov at være sammen med. Hun så godt ud. Hun har jo nogle ting, hun lige skal have tjekket op på, men hun er ved godt mod, fortæller Caroline , der siden kørte videre ind i den californiske ørken til Indian Wells.

Eget luksus-hus
En turnering, som hører til hendes absolutte favoritter.

- Her er rigtig dejligt med en stille og rolig atmosfære.

Vejret er godt, og omgivelserne er smukke, lige meget hvor du kigger hen.

- Og så har vi ( Caroline og hendes forældre, red.) lejet et stort hus i år. Der er swimmingpool, grill, terrasser og masser af plads indenfor.

- Det er rigtig hjemligt og hyggeligt, fortæller den topseedede dansker, der såmænd er lige så begejstret for selve turneringen.

- Jeg kan godt lide tidagesturneringer, hvor der er en hviledag mellem kampene - forudsat at jeg vinder, selvfølgelig.

Herrerne er her også, og det gør stemningen mere intens.

- Her er masser af tilskuere, og så er her en stor og flot centre court, siger hun med adresse til verdens næststørste tennisarena med plads til 16.100 tilskuere.

Spiller tidligst fredag
Serena Williams kommer selvsagt ikke, men hun og søster Venus har under alle omstændigheder boykottet turneringen siden 2001, hvor de var udsat for en grim oplevelse med racistiske undertoner.

Resten af eliten er til gengæld på plads til turneringen, som de næstbedste forsøger at kvalificere sig til i dag og i morgen, mens hovedturneringen først starter onsdag.

Caroline Wozniacki er oversidder i første runde og kommer dermed tidligst i kamp fredag.