Kronprinsen: Stolt af Caroline

Kronprins Frederik var med, da Wozniacki vandt sin første WTA-kamp på dansk grund

Kronprins Frederik trak lod før Wozniackis kamp mod Petra Martic. (Foto: Mikkel Tariq Khan/Polfoto)
Kronprins Frederik trak lod før Wozniackis kamp mod Petra Martic. (Foto: Mikkel Tariq Khan/Polfoto)

Kronprins Frederik var blandt tilskuerne, da Caroline Wozniacki tirsdag aften vandt sikkert over Petra Martic i sin første kamp ved WTA-turneringen i Farum.

Og kronprinsen lagde ikke skjul på, at han er en stor fan af Wozniacki:

- Jeg har fulgt Caroline en del år og var med til at uddele noget økonomisk støtte til hende, da hun var 14 år gammel, og så erdet skægt at se, hvordan hun har udviklet sig til den gode spiller, hun er i dag. Det er jo exceptionelt flot at ligge nr. 3 på verdensranglisten, sagde han inden Wozniackis sejr i to sæt.

Han sammenlignede danskerens raketfart til verdenseliten med fodboldlandsholdets EM-sejr i 1992.

- Det er noget, man kan snakke om, når man kommer rundt. Man kan tale om EM i 1992, og nu kan vi også tale om Caroline Wozniacki – vi kan være stolte af hende, og hun repræsenterer tennissporten på bedste vis.