Venus hårdt presset - men videre

Den andenseedede amerikaner fik hård modstand af useedet australier, men er klar til kvartfinalerne i Wimbledon

Venus Williams er som ventet klar til kvartfinalerne i Wimbledon, men det skete ikke uden et vist besvær i dagens ottendedelsfinale på Bane 2 mod den useedede australier Jarmila Groth.

Den andenseedede amerikaner vandt 6-4, 7-6, men især i andet sæt var den femdobbelte Wimbledon-mester i store problemer efter et tidligt break. Først ved 4-5 fik hun brudt tilbage, men formåede ikke selv at hive sit eget efterfølgende, lange serveparti og blev brudt til 5-6.

Groth spillede glimrende græstennis med hårde, flade slag og offensiv tennis, men med ryggen mod muren formåede Venus Williams at hive sig op og bryde tilbage til 6-6 og vinde den afsluttende tiebreak med 7-5.

Venus Williams skal nu i kvartfinalen op mod vinderen af opgøret mellem den useedede bulgarer Tsvetana Pironkova, der besejrede den 11. seedede franskmand Marion Bartoli med 6-4, 6-4.

Niendeseedede Na Li er også videre til kvartfinalerne efter sikker sejr på 6-3, 6-2 over syvendeseedede Agnieszka Radwanska.

Tidligere på dagen måtte Jelena Jankovic trække sig fra opgøret mod Vera Zvonareva ved stillingen 1-6, 0-3.

Caroline Wozniacki spiller næste kamp på Bane 2 omkring kl. 15.15, og ekstrabladet.dk opdaterer løbende fra kampen.

1 af 2 23-årige Jarmila Groth rangerer blot som nummer 92 i verden, men var alligevel i stand til at presse Venus Williams. (Foto: AP)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer