Caroline: Glad på græs

Caroline Wozniacki forsvarer titlen i Eastbourne, hvor hun kan løbetræne for første gang siden ankelskaden

Caroline Wozniacki under sidste års Wimbledon-turnering. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki under sidste års Wimbledon-turnering. (Foto: AP)

Det ville være en overdrivelse at påstå, at Caroline Wozniacki er lige så kåd som det føl, der for første gang bliver lukket ud på engen.

Men mindre kan også gøre det, og hun er tydeligvis godt tilpas med at være tilbage på græs i de velkendte omgivelser i Eastbourne, hvor hun i næste uge skal forsvare sin titel.

- Det er rart at komme tilbage. Banerne er fine at træne på, og i går var jeg ude på min første løbetur i lang tid.

- Det er sjette eller syvende gang, jeg er her, og jeg kan godt lide stedet hernede på kysten, hvor vejret plejer at være bedre end i resten af England.

- Her er en hyggelig og afslappet stemning, og efterhånden kender jeg jo folkene hernede, siger den topseedede dansker, der får hård konkurrence fra hele 17 af de 25 højest rangerede spillere.

Hun håber at være helt frisk, når turneringen starter mandag. Lysken, der drillede i Paris, mærker hun ikke mere til, og den stædige ankelskade er i stadig bedring.

Den første del af ugen er gået med reklameoptagelser, først for Sony Ericsson i Danmark og onsdag med Rolex i London.

Og så er hun begejstret for at se sin nyudviklede hjemmeside.

- Jeg synes, den er blevet flot og anderledes. Det er fedt, at man nu kan se video på den, siger hun med web-adresse til www.carolinewozniacki.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer