Serena sensationelt ude af French Open

Australske Samantha Stosur hev sig selv op ved hårrødderne og sendte topseedede Serena Williams ud af French Open

I sidste ende måtte topseedede Serena Williams strække våben over for Samantha Stosur. (Foto: AP)
I sidste ende måtte topseedede Serena Williams strække våben over for Samantha Stosur. (Foto: AP)

Fjerdeseedede Jelena Jankovic er nu ud fra verdensranglisten at dømme bedste bud på en French Open-triumfator i damesingle.

Onsdag eftermiddag røg topseedede Serena Williams overraskende ud af turneringen efter nederlag i tre sæt til australske Samantha Stosur. Og dermed er de tre øverstseedede spillere, Williams, dennes søster Venus og danske Caroline Wozniacki ude.

Serena satte ikke mange fødder rigtigt i det første sæt, som hun tabte klart 2-6. Der kom der mere format og kamp over det i 2. sæt, som hun endte med at vinde efter tiebreak.

Et tæt tredje sæt endte med 8-6 til Stosur, hvor Williams blandt andet misbrugte en matchbold. Og Stosur står nu for første gang i en semifinale ved en Grand Slam-turnering. Her møder hun føromtalte Jankovic.

Det var anden runde i træk, hvor Stosur leverede en gedigen overraskelse. I 4. runde gik det ud over belgiske Justine Henin.

Den anden semifinale står mellem Elena Dementieva fra Rusland og Wozniackis overkvinde, italienske Francesca Schiavone.

0 kommentarer
Vis kommentarer