Caroline åbner tennis-akademi

Wozniacki Tennis Akademi er Caroline Wozniackis måde at give en masse videre til landets mange talenter

Caroline Wozniacki med beviset på finalepladsen ved US Open tidligere på efteråret. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki med beviset på finalepladsen ved US Open tidligere på efteråret. (Foto: AP)

Allerede mellem jul og nytår vil de første, danske tennis-talenter kunne suge erfaring og inspiration fra Danmarks for tiden største idrætsnavn, Caroline Wozniacki.

Her åbner og finansierer hun, forældrene og management-firmaet Nordic Sports Group nemlig Wozniacki Tennis Akademi.

– Jeg vil gerne give noget tilbage til alle de tennis-talenter i Danmark, som jeg ved, der er en masse af. Jeg har mange unge fans, der støtter mig og spørger mig til råds, og dem vil jeg gerne hjælpe.

Mange kontakter
– Jeg ved godt, at andre topspillere gør noget lignende, når deres karriere er slut, men jeg vil gerne tage det op nu og fortælle om de positive og negative aspekter ved at gå fra talent til professionel, siger verdens nummer fire, der selv vil dukke op, når kalenderen tillader det.

Akademiet får ingen fast fysisk adresse men vil rykke rundt i landet og slå teltpælene op i forskellige klubber. Kurserne vil løbe fra fredag til søndag hver anden måned.

– Jeg har efterhånden mange kontakter på WTA-touren, og derfor kan vi hente mange af de bedste trænere til Danmark på skift, fortæller far og træner Piotr Wozniacki.

– Tanken er, at vi gerne vil spare børn og forældre for en masse problemer ved at vise dem, at de skal arbejde hårdt for at få deres drøm opfyldt, hvordan de skal spise, og hvordan de skal kombinere træningen med skolearbejdet. Vi føler, vi har en masse at give videre.

Elitecentret nærmest lukket
Målgruppen er i første omgang danske børn mellem otte og 16 år, og Piotr Wozniacki trækker på skulderen på det naturlige spørgsmål om, hvorfor Dansk Tennis Forbund ikke kan varetage netop den opgave.

- Vi kan videregive professionel rådgivning og tilbyde den bedste tennis-ekspertise. Helt konkret er Elitecenteret jo nærmest lukket, og det er ikke mit indtryk, at klubberne i dag får den rette rådgivning fra forbundet.

- Alle omkring børnene, forældre, trænere og skolelærere skal jo med i den daglige planlægning, og vi vil gerne vise dem en realistisk vej.

- Viser børnene så indstilling og resultater, er det tanken, at de kan komme i en rigtig tennisskole, som vi forventer at kunne åbne om et år.

Drømmen kan dø
Også Carolines mor, Anna, føler trang til at bidrage:

- Vi har været igennem så meget som forældre, og jeg tror, folk kan lære både af vores fejl og de ting, vi har gjort godt. Det er vigtigt at give besked om, hvordan man kan tackle det at stå med et talentfuldt barn.

- Jeg ved også, at der kan komme kritiske tidspunkter undervejs, og at drømmen kan dø, når de pludselig opdager, hvor meget tid og hvor mange kræfter, der skal bruges.

- Børnene kan også ramme en vanskelig alder, og så giver mange forældre op. Jeg tror vi kan hjælpe dem til at gå hele vejen, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere