Stærk Caroline klar til finalen

- Jeg følte virkelig, at jeg spillede på et højt niveau, smilede Wozniacki efter sikker sejr i semifinalen

Klar til tysk finalemodstander (Foto: Lars Poulsen)
Klar til tysk finalemodstander (Foto: Lars Poulsen)

Caroline Wozniacki står for tredje år i træk i finalen i e-Boks Open efter en sikker sejr på 6-3, 6-2 over kroaten Petra Martic.

En dybt koncentreret og meget stærkt servende dansker var kampen igennem i førersædet, og hun lukkede flere partier samt første sæt med esser.

- Petra spillede og servede godt, men jeg følte virkelig, at jeg spillede på et højt niveau. Jeg vidste, at jeg skulle lægge pres på hende, for hun vil gerne afgøre boldene hurtigt.

Se også: Wozniackis temperament koger

Kampen startede temmelig svingende. Caroline lagde magtfuldt ud med et rent serveparti, og Martic udlignede lige så ubesværet. Så gik der slinger i servepartierne. Kroaten brød med en linjeslikkende forhånd, men danskeren brød straks tilbage og holdt serv til 3-2 med et es.

I det næste parti forsøgte hun sig med et par angreb ved nettet, men resultatet blev en mislykket flugtning og et godt passerslag fra Martic, som nemt udlignede.

Se også: Wozniacki har styr på kroatisk modstander

Endnu engang lukkede Wozniacki et rent parti med et es, og så fik hun sat sin modstander under pres i det næste. Martic blev sendt rundt og presset dybt i baghånden, og kort efter stod hun med to breakbolde. Den første blev formøblet med et uskarpt netangreb, men på næste duel slog Martic i nettet. 5-3.

Endnu et par gode server banede vej til to sætbolde. Kroaten afværgede den første med en følt stopbold, men så valgte Wozniacki såmænd bare at lukke sættet med sit fjerde es.

Se også: Anti Doping Danmark: Undskyld Caroline

Danskeren satte hele 88 procent af sine førsteserver ind i det 31 minutter lange sæt.

I andet sæt var Caroline ved 1-1 bagud 15-40 i modstanderens serv men fik alligevel kæmpet sig frem til et brud, og så holdt begge serv frem til 4-2, hvor Martic med en dobbeltfejl smed sin serv.

Herefter kunne Caroline serve sejren hjem, og efter en time og otte minutter banede et servees vejen for en matchbold, som Martic slog i nettet.

Se også: Tysk finalemodstander venter på Caroline

I finalen møder hun tyske Anqelique Kerber, der aldeles suverænt spadserede forbi Jelena Jankovic i sin semifinale med cifrene 6-2, 6-1.

De to veninder er ugens indlysende finalister, og det ligner bestemt en flot slutkamp.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere