Fin lodtrækning til Caroline

Danskeren er oversidder i første runde i næste uges turnering i Dubai

Caroline Wozniacki startede året som nummer et på verdensranglisten, men er røget ned som nummer fire. (Foto: Raoul Wegat)
Caroline Wozniacki startede året som nummer et på verdensranglisten, men er røget ned som nummer fire. (Foto: Raoul Wegat)

Caroline Wozniacki har alle muligheder for at rejse sig fra denne uges skuffelse, når WTA-turneringen Dubai Duty Free Tennis Championships spilles i næste uge.

I den stærkt besatte turnering har danskeren nemlig fået en fornuftig lodtrækning. Som tredjeseedet indleder Caroline Wozniacki sit titelforsvar i turneringen med en samlet præmiesum på to mio. dollar som oversidder, før hun i anden runde skal møde enten en kvalifikationsspiller eller russiske Anastasia Pavlyuchenkova, som hun har besejret i to sæt alle fem gange, de to spillere har mødtes.

Skulle danskeren nå videre til kvartfinalerne, venter efter seedningerne den syvendeseedede italiener Francesca Schiavone, der dog allerede i første runde er på en svær opgave mod useedede Ana Ivanovic.

Den nye verdensetter, Victoria Azarenka - der kan blive Caroline Wozniackis modstander i semifinalen - er topseedet i turneringen, der også har deltagelse af bl.a. verdens nummer tre, fem, seks og syv i form af Petra Kvitova, Samantha Stosur, Agnieszka Radwanska og Marion Bartoli.

Se hele lodtrækningen her.

0 kommentarer
Vis kommentarer