Caroline klar til drømme-semifinale

Med en sejr i to sæt er Caroline Wozniacki klar til semifinalen ved årets US Open

Caroline Wozniacki skriger sin glæde ud ovenpå kvartfinale-sejren (Foto: Benjamin Kürstein)
Caroline Wozniacki skriger sin glæde ud ovenpå kvartfinale-sejren (Foto: Benjamin Kürstein)

Den danske verdensetter smadrede sig videre til lidt af en drømme-semifinale mod Serena Williams, da hun besejrede den tiende-seedede tysker, Andrea Petkovic i to sæt 6-1, 7-6.

Især i første sæt viste Caroline Wozniacki drømmetennis, hvor hun tvang sin tyske modstander rundt på banen, og gang på gang tvang fejl ud Petkovic.

Tyskeren fik næsten ikke et ben til jorden i sættet, hvor Caroline var aggressiv, langt fremme på banen, og fik sendt flere flotte grundslag afsted mod den stakkels Petkovic, der virkede helt rundt på gulvet og lavede et hav af uprovokrede fejl.

Det billede ændrede sig dog i andet sæt. Andrea Petkovic fik bedre styr på sit spil, samtidig med at Wozniacki tilsyneladende gik et gear ned efter sit flotte udlæg.

Frygtindgydende modstander
Selvom danskeren undervejs var oppe med et break, kom Petkovic godt tilbage. Hun brød Wozniacki til 6-5, og havde dermed muligheden for at serve andet sæt hjem. Men så viste Wozniacki klassen.

Hun overlevede faren, brød tyskeren tilbage, og sendte andet sæt ud i en tie-break.

Her fulgtes de to spillere ad, indtil Wozniacki fik spillet sig til tre matchbolde. Tyskeren overlevede de første to, men måtte strække gevær på den tredje.

For tredje år i træk spillede Caroline Wozniacki sig i en US Open-semifinale, hvor Serena Williams nu er den frygtindgydende modstander på den anden side af nettet på lørdag.