Zvonareva videre med møje og besvær

Verdensranglistens nummer to havde det på ingen måde let i 3. runde af US Open

Vera Zvonareva havde det ikke let mod Medina Garrigues. (Foto: AP)
Vera Zvonareva havde det ikke let mod Medina Garrigues. (Foto: AP)

Anabel Medina Garrigues er nummer 33 på den seneste verdensrangliste og har det generelt svært mod toppen af poppen i international kvindetennis.

Således også fredag i US Open, hvor spanieren måtte bøje sig i mødet med nummer to, Vera Zvonareva.

Russeren vandt 6-4, 7-5 og er dermed klar til 1/8-finalerne i årets sidste Grand Slam-turnering.

Zvonareva præsterede hele 35 uprovokerede fejl undervejs mod Medina Garrigues, der i 20 forsøg kun én gang har besejret en top fem-spiller.

Hvor Zvonareva har prøvet det nogle gange før, er det første gang Monica Niculescu er blandt de sidste 16 i en Grand Slam. Hun besejrede Lucie Safarova fredag 6-0, 6-1 og bliver tilmed den første rumæner så langt i US Open siden 1998.

Generelt er det gået over al forventning for de rumænske spillere. Således er både French Open- og Wimbledon-mestrene faldet efter møder med henhodlsvis Alexandra Dulgheru og Simona Halep - begge fra Rumænien.