Caroline i baren

Den topseedede dansker fik set sit yndlingshold i tv

Caroline Wozniacki er kommet til Rom og er klar til første modstander. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki er kommet til Rom og er klar til første modstander. (Foto: AP)

Endnu uden at have spillet en eneste kamp har Caroline Wozniacki taget forskud på sejrens sødme ved WTA-turneringen i Rom. Det skete mandag aften, hvor hun i hotellets bar nød at se sin favoritklub Liverpool FC vinde 5-2 over Fulham.

På Twitter delagtiggjorde hun, at hun så kampen i selskab med sin far og Stanislas Wawrinka, schweizisk herrespiller og nummer 14 i verden.

- Jeg lærer Wawrinka lidt om fodbold, skrev hun, inden hun i dag skal forsøge at lære australske Anastasia Rodionova, verdens nummer 80, lidt om tennis, når de mødes i anden runde.

Caroline var oversidder i første runde og spadserer videre i turneringen, hvis hun fastholder en gylden stime gående på, at hun ikke siden sidste års Wimbledon har tabt til en modstander uden for verdensranglistens Top-50.

De to har aldrig tidligere mødt hinanden. Anastasia Rodionova er oprindelig russer, men fik for halvandet år siden australsk statsborgerskab.

Den 28-årige nybagte australier kom efter to sejre i kvalifikationen videre fra første runde efter sejr på 6-4, 6-4 over Jaroslava Sjvedova fra Kasakhstan.

Turneringen i Rom, hvor der er 360.000 dollars til vinderen, er sidste opladning inden French Open med start 22. maj. Ved de to seneste turneringer, i Stuttgart og Madrid, har Caroline Wozniacki tabt til tyskeren Julia Görges.

Det slipper hun for denne gang, da den aktuelle skrækmodstander ikke stiller op i Rom. Det gør til gengæld syv af verdens 10 højeste rangerede spillere med danskeren som topseedet.

0 kommentarer
Vis kommentarer