Sport og politik bør ikke blandes sammen. Sådan lyder udmeldingen fra den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, efter at hendes israelske doublemakker Shahar Peer er blevet nægtet indrejsetilladelse til de Forenede Arabiske Emirater, fordi hun er israelsk statsborger.
- Hun er tennisspiller, ikke politiker, og hun bør have lov at spille, siger Wozniacki til nyhedsbureauet Reuters.
Den 18-årige dansker er forundret over, at Shahar Peer ikke får lov til at deltage ved Dubai Championships.
- Hun ønskede at tage derhen som tennisspiller. Folk skal have lov til at spille, og det burde ikke være et problem, men sådan er verden, siger Wozniacki.
Andre spillere ligger på linje med danskeren.
- Det virker sindssygt. Jeg mener, at WTA (kvindernes tennisorganisation, red.) og tour-arrangørerne bør gøre noget, siger herresinglen Mardy Fish fra USA.
Præsidenten for det internationale tennisforbund (ITF), Francesco Ricci Bitti, er fortørnet.
- Vi vil holde kontakt til tennisforbundet i de Forenede Arabiske Emirater og minde dem om, at ITF's regler forbyder diskrimination af nogen art, siger han.