Caroline tæller ned til top-1

- Jeg tæller nedad, siger Caroline Wozniacki, som vil være nummer et på verdensranglisten. Der er kun 11 pladser op

Efter en kort pause med veninderne er Caroline igen gået i skarp træning op til Australian Open i januar. (Foto: AP)
Efter en kort pause med veninderne er Caroline igen gået i skarp træning op til Australian Open i januar. (Foto: AP)
– Jamen, så er der jo kun 11 pladser op, så jeg tæller nedad.

Bag Caroline Wozniacki afvæbnende grin ligger der en god portion alvor, og allerede nu intensiverer hun efter en kort periode uden ketsjer træningen frem mod næste sæson.

Her skal hun pludselig etablere sig i den verdenselite, som de færreste havde drømt om, hun ville tilhøre, da hun i starten af 2008 gik ind til Australian Open som verdens nummer 64.

Blod på tanden
– Jeg har nydt at holde lidt fri og være sammen med veninderne, men nu skruer vi op for blusset igen. Jeg møder frem til det nye år i god form, lover hun før et 2009, der starter med en turnering i New Zealand, før hun via Sydney stiller op i årets første Grand Slam i Melbourne.

– Selvfølgelig giver det blod på tanden at slutte året som nummer 12. Det har været en fantastisk sæson med tre titler, en tabt finale og en doubletriumf, siger hun om 2008, der også bød på en semifinale og tre kvartfinaler samt fjerde runde i både Melbourne og New York.

Hun tilhører dermed en lille, eksklusiv klub af spillere, der har vundet tre WTA-titler i år (se skema).

En spiller som verdens nummer otte, Svetlana Kuznetsova, har ikke vundet en eneste, og det gør sig gældende for yderligere fire spillere i top 20. Faktisk har Azarenka (15) og Cibulkova (19) aldrig kunnet hæve et WTA-trofæ.

– Mange stiller sig tilfredse, hvis de når en kvart- eller semifinale. Men man kan mærke, at folk på tour’en får en helt anden respekt for en, når man har vundet en turnering. De ved nemlig godt, hvor svært det er at gå hele vejen.

– Derfor er jeg rigtig glad for de tre, selv om jeg selvfølgelig også gerne havde vundet den fjerde i Luxembourg, men der ligger forhåbentlig flere og venter.

Op mod Serena
Det kan der gøre allerede i denne måned i Odense, hvor Danish Open ganske vist ikke har status af WTA-turnering, men dog har en præmiesum på 100.000 dollar.

Midt i december har amerikanerne så kaldt på det danske stjernefrø. Hun spiller først en showkamp mod Serena Williams i South Carolina og bagefter en mixed double mod Serena og Andy Roddick med tårnhøje John Isner som makker.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere