Caroline i flot felt sælger billetter

Stærke udfordrere til det danske tennis-es i Odense. Tilskuerne strømmer til efter Wozniacki-PR med forrygende TV-kamp

Caroline har gjort god reklame for sig selv. Nu ryger billetter over disken, inden hun stiller op i et stærkt felt i Odense (Foto: AP)
Caroline har gjort god reklame for sig selv. Nu ryger billetter over disken, inden hun stiller op i et stærkt felt i Odense (Foto: AP)

Timing er vigtig i tennis.

Og den kunne ikke være bedre for folkene bag Danish Open i Odense, da Caroline Wozniacki forleden leverede sin flotte tv-transmitterede finale mod Elena Dementieva i Luxembourg.

– Det var fantastisk, at hun afsluttede WTA-sæsonen med at spille sådan en superturnering. Det har vi nemlig kunnet se på billetsalget, siger Mikkel Nissen fra Nordic Sports Group.

Mens badminton-toppen således spillede for en halvtom Arena Fyn, trækker Caroline altså folk til lugerne, men også på banen har der været overraskende søgning til Danish Open.

– Vi er meget positivt overraskede over, at feltet er lige så stærkt som i de mindre WTA-turneringer. Cuttet for at komme ind ligger helt oppe på 118. pladsen på verdensranglisten, og man skal være blandt de 177 bedste for bare at komme ind i kvalifikationen, siger en stolt Mikkel Nissen.

Ingen walkover
Det er selvsagt ikke toppen af verdensranglisten, som kommer for at spille om de 100.000 dollar, men der er adskillige gode navne fra den nederste halvdel af Top 100.

– Det er superfedt, at der kommer så mange stærke spillere. Det er ikke et felt, jeg bare lige kan køre hen over, og vi skal spille på et hurtigt underlag, som er godt for spillere med stærke server og returneringer, siger Caroline, der i denne uge har nydt at holde fuldstændig ketsjer-fri.

Først mandag begynder hun at træne igen, og onsdag spiller hun en opvisningskampe i Oslo, før hun deltager i både single- og doublerækken med sin bedste veninde Malou Ejdesgaard som makker i Odense 18-23. november.

Danske wildcard
Flere danske spillere vil få chancen for at hente international erfaring og point til verdensranglisten. Arrangørerne har således fire wildcard til hovedturneringen og seks til kvalifikationen.

– Måske holder vi et enkelt tilbage, hvis det skulle vise sig muligt at hente et topnavn til Odense, men ellers vil vi selvfølgelig tilgodese danske spillere.

Vi skal jo bygge noget nyt op – også i forhold til Fed Cup-holdet, så vi måske kan hjælpe en ny Caroline på vej, bemærker Mikkel Nissen, der med øget billetsalg samt tv-aftale og hovedsponsor på plads kan sove roligt om natten.

TV2 Sport sender fra kvart-, semi- og finalerne og har flyttet flere fodboldkampe for at give plads til tennistøserne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere