Legende: Wozniacki skal være mere aggressiv

Trænerlegenden Nick Bollettieri mener, at Caroline Wozniacki skal omlægge sin stil og vise mere mod

Nick Bollettieri mener, at Caroline Wozniacki skal ændre spillestil. (Foto: AP/Mark J. Terrill)
Nick Bollettieri mener, at Caroline Wozniacki skal ændre spillestil. (Foto: AP/Mark J. Terrill)

Caroline Wozniacki skal nytænke hele sin måde at spille på, hvis den danske tennisspiller vil vende tilbage til den absolutte tennistop.

Det fastslår den amerikanske trænerlegende Nick Bollettieri, der blandt andre har trænet André Agassi og Boris Becker.

Serena Williams og Victoria Azarenka er ifølge Bollettieri dog så stærke, at det bliver umuligt at gå forbi dem.

- Caroline kan ikke generobre førstepladsen, så længe Serena og Azarenka stadigvæk spiller. De er for stærke. Ud over de to er der mange andre, hun skal forbi, så det er svært.

- Hvis jeg var hende, ville jeg ikke sætte mig et mål om at komme op ad ranglisten. Jeg ville i stedet gå ud og ændre min spillestil, siger Nick Bollettieri om danskeren, der mandag spillede sig videre til anden runde ved French Open.

Se også: Far svigter mig ikke

Verdensranglistens nummer 10 slog sikkert britiske Laura Robson med 6-3 og 6-2.

Nick Bollettieri mener, at Caroline Wozniacki spiller alt for defensivt, og det er ikke længere nok bare at holde duellerne i gang og vente på, at modstanderne begår fejl. Bollettieri vil have danskeren til at satse mere på vinderslag.

- Hun skal skabe nye vaner for sig selv. Det hele begynder i hovedet. Hun skal sige til sig selv, at sådan skal jeg gøre og begynde næste dag til træning. Ellers kommer det aldrig til at ske.

Se også: Caroline kan blive nummer ét igen

- Hvis Caroline har en mulighed for at hamre til bolden - selv bag baglinjen - så skal hun gå efter det. Hvis hun er trængt i defensiven, så skal hun hamre alt, hvad hun kan til bolden.

- Hun skal gøre det igen og igen, så det bliver automatisk. Man skal ikke begynde at tænke i tennis, for det går spillet alt for hurtigt til, siger Bollettieri.

- Hvis jeg var sammen med Caroline lige nu, så ville jeg få hende til at træne anderledes. Så skulle hun gå efter vinderslag, satse mere på sine returneringer og gå 50 procent mere til nettet.

- Det ville jeg gøre, for det hun gør lige nu, det er ikke vejen at gå. Bare at holde bolden i gang og stå langt tilbage er ikke nok til at vinde kampe i dag, siger trænerlegenden.

Se også: Caroline: Jeg har lært noget

- Er det muligt for hende at ændre spillestil og få resultater?

- Hun var på toppen. Der er ikke noget i vejen med hendes greb, og hendes fysik er god. Vi skal bare ændre hendes måde at tænke på, så hun slår røven ud af bolden, siger Bollettieri.

Caroline Wozniacki har ikke haft den bedste optakt til French Open, idet den tidligere verdensetter blev ekspederet ud af WTA-turneringerne i Stuttgart, Madrid, Rom og Bruxelles efter en enkelt kamp.

Wozniacki står i anden runde af French Open over for serbiske Bojana Jovanovski.

0 kommentarer
Vis kommentarer