Serbisk tenniskomet: Sikker på jeg kunne slå Wozniacki

Caroline Wozniackis bøddel ved French Open var fuld af selvtillid inden og under mødet med danskeren

Bojana Jovanovski var efter sejren i rom helt overbevist om, at hun kunne slå Caroline Wozniacki igen. (Foto: Corbis)
Bojana Jovanovski var efter sejren i rom helt overbevist om, at hun kunne slå Caroline Wozniacki igen. (Foto: Corbis)

For det 21-årige serbiske tennistalent Bojana Jovanovski er Caroline Wozniacki slet ingen skrækmodstander trods en placering som nummer 10 på verdensranglisten.

Tværtimod er Jovanovski, nummer 47 i verden, selvsikker og frygtede ikke mødet med danskeren inden onsdagens andenrundekamp ved French Open, hvor Jovanovski vandt i to sæt.

- I dag var jeg meget mere selvsikker end første gang. Da jeg slog hende i Rom, troede jeg ikke rigtig på det.

Se også: Wozniacki: Derfor tabte jeg

- Her var jeg positiv og sikker på, at jeg kunne slå hende. I andet sæt blev alt bedre for mig, og jeg var den bedste spiller i dag, siger Jovanovski til sporten.tv2.dk.

For to uger siden vandt Jovanovski også over Wozniacki, da de mødtes i første runde af WTA-turneringen i Rom. I Rom skulle der tre tætte sæt til, før sejren var i hus for serberen.

- Jeg spillede rigtig godt i dag. Alt var inde. Hun havde chancen i første sæt, men da hun tabte den afgørende bold, troede jeg mere på det end hende. Det var nøglepunktet i kampen, siger Jovanovski.

Wozniacki manglede et angrebsvåben mod Jovanovski, som udnyttede de svage sider i danskerens spil.

Se også: Skuffende Wozniacki færdig ved French Open

- Jeg prøvede at spille kortere point og gå efter hendes forhånd. Hendes baghånd er bedre og mere aggressiv, så den skulle jeg holde mig fra.

- Jeg holdt hende på forhånden, og så kunne jeg gøre pointene færdig på baghånden, hvis det var en nem bold, siger Jovanovski om taktikken.

0 kommentarer
Vis kommentarer