Topspiller får ni måneders tennis-karantæne

Marin Cilic må finde sig i ni måneders karantæne for doping. Verdens nummer 24 nægter at have dopet sig

Marin Cilic. (Foto: AP)
Marin Cilic. (Foto: AP)

Tennisspilleren Marin Cilic kan se frem til en rutsjetur på verdensranglisten. Kroaten, som er nummer 24 i verden, har fået ni måneders karantæne, fordi han i maj afleverede en positiv dopingprøve for stoffet nikethamide.

Den positive prøve afleverede han i forbindelse med turneringen BMW Munich Open i München.

Karantænen gælder fra 1. maj, og han er fri til at spille igen i februar 2014. Alle resultater, ranglistepoint og præmiepenge siden maj, får han frataget.

Se også: Tennis-talent knaldet for doping

Marin Cilic har allerede meddelt, at han vil anke dommen til sportsdomstolen Cas, og han benægter at have dopet sig bevidst.

- Der er tale om et stof fra druesukkertabletter, jeg købte på et apotek i Frankrig. Uden mit vidende, indeholdt tabletterne åbenbart et stof, som er forbudt i konkurrence, siger Marin Cilic i en pressemeddelelse ifølge AFP.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg i mit liv aldrig bevidst eller med vilje har taget forbudte præparater. Jeg er imod præstationsfremmende stoffer i sport, fortsætter han.

En uafhængig komité i det internationale tennisforbund har givet Marin Cilic ret i, at han ikke har dopet sig bevidst. Derfor er karantænen ikke længere end ni måneder.

0 kommentarer
Vis kommentarer