Carolines nye træner blæser til angreb

- Hun skal slå hårdere og tungere, bebuder Wozniackis nye træner, som vil geare hende til at spille med om grand slam-titlerne

- Vi er meget motiverede for at arbejde sammen, fortæller Thomas Högstedt, som forleden trænede med Caroline Wozniacki på K.B. (Foto: Linda Johansen)
- Vi er meget motiverede for at arbejde sammen, fortæller Thomas Högstedt, som forleden trænede med Caroline Wozniacki på K.B. (Foto: Linda Johansen)

De har lagt det første stykke hårde træningsarbejde udendørs i Dubai og inden døre i København, før de om meget kort tid sætter turbo på de sidste sæsonforberedelser under Floridas sol.

- Indtil nu er det gået rigtig godt. Vi er meget motiverede for at arbejde sammen, siger Caroline Wozniackis nye træner, Thomas Högstedt til Ekstra Bladet.

Man anede nye offensive tendenser i hendes spil i årets sidste turneringer, og selv om man næppe skal forvente at se hende i en spillemæssigt helt forvandlet udgave, når hun ved nytårstid slår sin første turneringsbold i australske Brisbane, så vil hun inden længe være en mere aggressiv udfordrer, bebuder den rutinerede svensker.

Han besvarer nemlig spørgsmålet om de primære udviklingsområder i Carolines spil på denne måde:

- At slå hårdere og tungere og komme mere frem i banen, siger han og holder så lidt på de næste kort, han vil spille ud.

- Og så skal hun vise tekniske ting, som vi allerede arbejder med, og som vi hele tiden vil arbejde med fremover.

Se også: Carlsen: Her kan Caroline-træner gøre en forskel

I forvejen beskriver han sin elevs spillemæssige forcer helt kontant:

- Det er hendes defensive spil, hendes fysik og hendes grundslag.

Thomas Högstedt, der senest har fintunet Maria Sharapova og før hende kinesiske Li Na, virker særdeles fortrøstningsfuld, når det handler om den vigtige, daglige base, som al forandring selvsagt skal springe ud fra.

- Caroline er fantastisk at arbejde med. Hun er altid positiv, nysgerrig og ivrig efter at udvikle sig, og så er hun klar til at arbejde ekstremt hårdt.

- Er det realistisk at drømme om en dansk grand slam allerede i 2014?

- Mit mål er det samme som med mine tidligere spillere: At gøre deres spil så godt, at de har en chance for at vinde grand slam-turneringer, svarer Högstedt, velvidende, hvor mange ting, der skal gå op i en enhed, før en af de fire store pokaler er i hus.

Se også: Björkman om Wozniacki-træner: En perfektionist

- Hvilken rolle ser du helst hendes far, Piotr Wozniacki, i?

- Jeg nærer stor tillid til Piotr og ved, at han altid vil være den, som Caroline lytter mest til. Hans resultater med Caroline taler for sig selv. Jeg er overbevist om, at vi får et rigtig godt samarbejde.

- Det har tidligere i år været fremme, at du ikke havde lyst til at rejse så meget mere. Har den situation ændret sig? Og i så fald hvordan?

- Vi har endnu ikke bestemt, hvor meget jeg skal rejse, svarer Thomas Högstedt, der altså meget snart støder til Caroline Wozniacki i Florida.

0 kommentarer
Vis kommentarer