Nedtur for Frederik Løchte

Frederik Løchte Nielsen nåede ikke videre fra anden runde i ATP-turneringen i Auckland, New Zealand

Frederik Løchte Nielsen i kamp mod Sverige i Davis Cup sidste år. (Foto: AP)
Frederik Løchte Nielsen i kamp mod Sverige i Davis Cup sidste år. (Foto: AP)

Den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen kan sætte kurs mod Melbourne og årets første grand slam-turnering, Australian Open, efter at han torsdag morgen dansk tid blev slået ud af opvarmningsturneringen i Auckland.

I ATP-turneringen Heineken Open tabte Løchte sammen med sin hollandske makker Igor Sijsling i anden runde til den topseedede duo Bruno Soares/Alexander Peya, der vandt med 7-5, 7-5 og nu er klar til kvartfinalen.

Frederik Løchte Nielsen fik ellers en fornem start på 2014, da han i indiske Chennai vandt karrierens første turneringssejr i ATP-regi sammen med svenskeren Johan Brunström.

De to genoptager det succesfulde samarbejde i Australian Open, der indledes på mandag, og den skandinaviske duo kan bruge de kommende dage på at finpudse sammenspillet.

Trods turneringstriumf: Løchte med ny makker

Brunström er nemlig også færdig i Auckland - han tabte allerede onsdag sammen med sin makker Oliver Marach.

Når Løchte og Brunström ikke spillede sammen i Auckland, skyldtes det, at Løchte ikke på forhånd var sikret direkte adgang til turneringen gennem sin ranglisteplacering. Derfor valgte Brunström et midlertidigt samarbejde med Marach.

Løchte og Brunström har plads til forbedring, når det i næste uge går løs i Melbourne. I sidste års udgave af Australian Open måtte de give fortabt allerede i første runde.