Hedeslag i Melbourne: Vil I vente, til en spiller dør?

Spillere og bolddrenge besvimer i den ekstreme hede under Australian Open, men arrangørerne er ikke meget for at standse kampene

- Jeg synes, det er umenneskeligt. Det er ikke fair mod nogen. Hverken overfor spillerne, fansene eller sporten, når du ser spillere trække sig fra deres kampe eller besvime, sagde canadiske Frank Dancevic, der lå bevidstløs i et minut allerede i andet sæt mod franske Benoit Paire (Foto: AP)
- Jeg synes, det er umenneskeligt. Det er ikke fair mod nogen. Hverken overfor spillerne, fansene eller sporten, når du ser spillere trække sig fra deres kampe eller besvime, sagde canadiske Frank Dancevic, der lå bevidstløs i et minut allerede i andet sæt mod franske Benoit Paire (Foto: AP)

Det er et tilbagevendende tema under Australian Open. For når vinden kommer inde fra kontinentets røde ørken, ryger føntørreren nemt op over de 40 grader.

En temperatur, der får tilskuerne til at tap-svede. Og så er der jo spillerne, der fighter nede i stegepanden. For mændenes vedkommende i femsættere, der snildt kan strække sig over fire-fem timers slagdueller.

En af dem dejsede om i 41 grader tirsdag, og bagefter gik han til angreb på turneringsledelsen:

- Jeg synes, det er umenneskeligt. Det er ikke fair mod nogen. Hverken overfor spillerne, fansene eller sporten, når du ser spillere trække sig fra deres kampe eller besvime, sagde canadiske Frank Dancevic, der lå bevidstløs i et minut allerede i andet sæt mod franske Benoit Paire.

- Jeg har spillet femsæts-kampe i hele min karriere, og når jeg bliver ramt af et hedeslag efter bare halvandet sæt, så er det ikke normalt.

- Så mange spillere har problemer og klager til ledelsen over, at det er for varmt til at spille. Men indtil nogen dør af det, fortsætter de bare med at afvikle kampe i denne hede. Det er ikke fair, og jeg ved, at mange spillere er enige med mig.

Også danske Caroline Wozniacki bemærkede, at varmen var ekstrem:

-Jeg satte en plasticflaske med vand på banen og den begyndte at smelte en lille smule, fortalte hun.

Se også: Wozniacki i isbad: Hedeslag skulle overstås i en fart

- Det var som en ovn derude. Som når man åbner ovnen derhjemme, når kartolflerne er færdige, supplerede John Isner, mens den forsvarende mester, Victoria Azarenka fulgte trop:

- Det var som at danse på en stegepande.

Peng Shuai fra Kina fortalte, at varmen havde givet hende kramper og fået hende til at kaste op.

Australian Open har en varme-politik, som tillader kvinderne en ti minutters pause mellem andet og tredje sæt. Bliver der rejst spørgsmål om at standse en kamp, ligger afgørelsen i de svedige hænder på turneringsdirektør Wayne McKewen.

Arrangørerne anvender den såkaldte Wet Bulb Global Temperature composite, der også medregner faktorer som vind og luftfugtighed. Tirsdag aften toppede temperaturen på 42,2 grader.

Se også: Løchte: Udmærket lodtrækning

- Vi standsede ikke kampene, for selv om det var varmt og ubekvemt, så var luftfugtigheden på et ret lavt niveau, forklarede McKewen.

Også en bolddreng måtte have lægehjælpe efter et kollaps, og det betød, at man gik ned til 45 minutters intervaller for boldbørnene.

Se også: Ekspert: Til angreb, Wozniacki!

0 kommentarer
Vis kommentarer