Opkast og kramper: Stjernerne kollapser i ekstrem hede

Spillere besvimede, kastede op, gik i kramper og kritiserede turneringsledelsen i Australian Open for at kommunikere dårligt

Varvara Lepchenko bliver behandlet for hedeslag i sin anden runde-kamp mod Simona Halep. Temperaturer på langt over 40 grader tester tennisspillernes kroppe til det yderste (Foto: AP)
Varvara Lepchenko bliver behandlet for hedeslag i sin anden runde-kamp mod Simona Halep. Temperaturer på langt over 40 grader tester tennisspillernes kroppe til det yderste (Foto: AP)

Skosålerne smelter i varmen, folk besvimer og kaster op, folk trækker sig.

Så arrangørerne måtte for en sjælden gangs skyld bøje sig og suspendere spillet ved Australian Open, hvor kun programmet på de to største baner med tag på tillod fortsat tennis-spil fra midt på eftermiddagen, i nat dansk tid.

Spillerne fik dog lov til at spille de sæt, som de var i gang med, færdige, og mens vejrudsigten pegede på stigninger i temperaturen op til 44 grader.

Sharapova videre i Australian Open efter dramatisk kamp

Maria Sharapova var blandt dem, der led på stegepanderne, men først måtte hun lide for sin tresætssejr i lige så mange timer.

- Forholdene er ekstremt svære, og det har de været i flere dage, sagde hun og kritiserede turneringsledelsen for at kommunikere skidt.

- Vi har aldrig modtaget email, som advarede os om varmen, og hvordan vi skulle forholde os. Jo, faktisk modtog jeg en, men det var, da jeg sad i isbad efter min kamp, og så havde jeg det sådan, at: Okay, det var nok lidt sent at sende mig den.

Hedeslag i Melbourne: Vil I vente, til en spiller dør?

En lang række andre spillere reagerede. Her er en lille buket:

- Jeg prøvede virkelig at holde mine frustrationer nede, men til sidst i min kamp kunne jeg ikke længere holde dem indenbords. Det blev meget følelsesladet, sagde franske Alize Cornet, som møder Sharapova i næste runde.

Russiske Anastasia Pavlyuchenkova var tæt på at kaste op, fortalte hun:

- I min første kamp var jeg tæt på at besvime, og i dag var jeg ved at kaste op. Jeg havde hovedpine, min hud brændte, og jeg havde det virkelig hedt derude. Det er svært at yde sit bedste, og så bliver man frustreret.

En af de mest medtagede var Varvara Lepchenko. Amerikaneren brækkede helt ned og måtte under behandling, før hun tabte i tre sæt.

Nervøs Rory afslører: Sådan friede jeg til Caroline

- I første sæt blev mine ben og arme tunge. Jeg kunne ikke fokusere og blev mere og mere svimmel. I andet sæt kunne jeg dårligt fokusere på bolden, og jeg blev virkelig varm oppe i hovedet. Og så tabte jeg det hele på gulvet. Efter kampen var jeg i isbad og drak en masse vand med salt i. Jeg lå bare der i omklædningsrummet i en time. Fysisk kunne jeg ikke engang rejse mig.

Thomaz Bellucci modtog behandling undervejs til sit nederlag til Jo-Wilfried Tsonga. Han var dehydreret og fik kramper.

- Jeg var ved at give op efter hvert eneste point, men jeg fightede mig igennem.

Andy Murrays bror, Jamie, måtte behandles gennem flere timer efter sin doublekamp med makkeren John Peers, der endte med sejr efter to tiebreaks. Tyve minutter efter kampens afslutning blev han ramt af et hedeslag.

- Han begyndte at føle sig utilpas og fik lidt kramper, fortæller den britiske Davis Cup kaptajn, Leon Smith, til BBC.

- Men der har været et godt hold omkring ham i omklædningsrummet, som har holdt ham i bevægelse og fået noget salt ind i kroppen på ham. Han vil være okay, men han er nødt til at holde sig i gang og tage salt til sig, selv om han hellere vil sidde på en stol og slappe af.

Hedebølge: Wozniacki skal spille under tag

Danske Caroline Wozniacki var lettet over at kunne spille under tag på Rod Laver Arena.

- Det var behageligt derinde. Fugtigt, men bedre end at spille derude. Det er afgjort bedre for kroppen at spille under den slags forhold.

Senest har arrangørerne suspenderet alle kampe udenfor de overdækkede på grund af et voldsomt tordenvejr.



<br /><br />