Nyt lys i Løchte: Grand slams er reddet

Har med sin gode sæsonstart i første omgang afværget et farvel til grand slams i double-regi, men han satser under alle omstændigheder på single-livet

Med en god sæsonstart har Frederik Løchte Nielsen formentlig afværget et exit til grand slams i double-regi. I så fald kan han igen begynde at glæde sig til at besøge New York (Foto: Benjamin Kürstein)
Med en god sæsonstart har Frederik Løchte Nielsen formentlig afværget et exit til grand slams i double-regi. I så fald kan han igen begynde at glæde sig til at besøge New York (Foto: Benjamin Kürstein)

Udsigten til grand slam-sæsonen 2014 så umiddelbart lidt dyster ud for Frederik Løchte Nielsen, der var på vej til at glide så langt ned ad ranglisten i double, at aktuelle Australian Open potentielt kunne blive hans sidste grand slam i denne omgang.

Den fare er nu tæt på at drive over, forklarer han Ekstra Bladet fra Melbourne.

- Sejren i Chennai forleden har hjulpet rimelig godt på det, siger han med adresse til turneringssejren i Indien for et par uger siden.

Her hentede han i selskab med sin svenske makker Johan Brunström 250 ATP-point, som han med en hollandsk makker supplerede med 45 af slagsen forrige uge i Auckland.

- Jeg havde ellers indstillet mig på det scenarie, men de point giver en god ballast. Og vinder jeg et par kampe mere her, ser det endnu bedre ud. Men jeg skal selvfølgelig stadig finde en højt rangeret makker til French Open og Wimbledon, siger den tidligere Wimbledonvinder, som dog er fortrøstningsfuld på den front.

Det er han også i forhold til sin nuværende, gennemprøvede makkerkonstellation, der i morgen tidlig skal stå sin prøve mod de 11. seedede franskmænd Julien Benneteau og Edouard Roger-Vasselin.

Se også: Løchte efter hurtig sejr: Vi var overlegne

- Johan og jeg har spillet så meget sammen, at vi har nogle automatismer i vores spil. Det var også dem, vi vandt på i Chennai, hvor vi ikke spillede specielt godt. Vi har en god base at gå ud fra.

- Og så er vi jo ubesejrede i år, som han kækt bemærker det.

- Hvis vi holder samme niveau som i første kamp, så er vi svære at slå. I næste kamp handler det om at være meget dygtige til at eksekvere serverne, for de returnerer rigtig godt. Der må vi ikke gå på kompromis.

- Og så handler det om at være aggressive og forsøge at vinde nettet. Her er de ikke helt så stærke, som de er fra baglinjen.

Se også: Caroline til morgenkaffen på den fine bane

Selv om det givetvis kunne lune med flere doublepoint, er det ikke dem, Frederik Løchte Nielsen vil gå efter i nærmeste fremtid. Mellem de Davis Cup kampe i februar og april begiver han sig tværtimod ud i single-livet igen. Først med en challenger-turnering i Italien og siden med nogle mindre futures-turneringer i England og Schweiz.

Danskeren rangerer aktuelt som nummer 51 i double og 619 i single.

0 kommentarer
Vis kommentarer