Berdych er første semifinalist i Australien

Tjekken Tomas Berdych er klar til semifinalen ved Australian Open efter sin sejr over David Ferrer

Tjekken Tomas Berdych er som den første klar til herrernes semifinaler ved Australian Open. I kvartfinalen tirsdag morgen dansk tid besejrede han den tredjeseedede David Ferrer med 6-1, 6-4, 2-6, 6-4.

De to har udkæmpet mange hårde slag mod hinanden, og inden kampen havde Ferrer vundet otte ud af 12 indbyrdes møder.

Denne gang var der dog klasseforskel i Berdychs favør fra begyndelsen. På bare en halv time vandt han første sæt 6-1.

Ferrer kom bedre med i andet sæt, men man fornemmede, at Berdych hele tiden var et lille skridt foran spanieren på dagen. Et enkelt servegennembrud blev afgørende, så Berdych kunne tage andet sæt 6-4.

Men David Ferrer er kendt som en hård fighter. Han var endnu ikke slået og tog det tredje sæt 6-2.

Nu havde Ferrer overtaget, og han tilspillede sig flere muligheder for at bryde Berdych i begyndelsen af fjerde sæt. Men i stedet holdt Berdych stand og brød selv kort efter.

Så skulle han blot holde serv i den resterende del af kampen for at indløse billet til semifinalen, hvilket han gjorde. Ferrer havde ellers mulighed for at bryde tilbage ved 4-5, men Berdych vandt tre bolde i træk til sætsejr på 6-4.

I semifinalen venter enten Novak Djokovic eller Stanislas Wawrinka. De mødes i deres kvartfinale tirsdag formiddag dansk tid.