Løchte bringer Danmark tæt på Davis Cup-sejr

Det danske tennislandshold vandt begge fredagens singlekampe og kom dermed foran 2-0 i kampe over Luxembourg.

Frederik Løchte Nielsen gav Danmark en god start mod Luxembourg. (Foto: AP/Björn Lindgren)
Frederik Løchte Nielsen gav Danmark en god start mod Luxembourg. (Foto: AP/Björn Lindgren)

Danmark bragte sig fredag aften foran med 2-0 i Davis Cup-kampen mod Luxembourg i anden runde i Europa/Afrika gruppe 2.

Først sejrede 26-årige Martin Pedersen sikkert i sin singlekamp mod Ugo Nastasi. Sætcifrene lød så overbevisende som 6-4, 6-4, 6-1.

Senere fredag fulgte 30-årige Frederik Løchte Nielsen, der ligger nummer 741 på verdensranglisten i single, op med en gevinst over Mike Scheidweiler.

Se også: Mortensen: Caroline går hele vejen i Mexico

Sejren til Frederik Løchte Nielsen var mere kneben og endte med cifrene 6-3, 6-4, 5-7, 6-7, 6-1 efter fem hårde sæt.

Danmark kan hermed sikre sig den samlede sejr, når Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann lørdag spiller doublekamp.

Se også: Ny overbevisende Wozniacki-sejr

Vinder Danmark den kamp, venter enten Moldova eller Hviderusland i en oprykningsfinale til Europa/Afrika gruppe 1 - niveauet lige under World Group i Davis Cup.

- Vi har tidligere været foran 2-0 og tabt, så der er intet at fejre, før sejren er helt i hus.

- Når det er sagt, ser situationen selvfølgelig god ud, og holdet er opsat på at avancere til en oprykningsfinale, siger Martin Pedersen i en pressemeddelelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer