Federer er finaleklar efter opvisning mod Djokovic

Roger Federer slog Novak Djokovic i to sæt i Monte Carlo og skal nu møde Stanislas Wawrinka i finalen

Roger Federer har ingen intentioner om at stå tilbage for verdens bedste tennisspillere. Efter en svag 2013-sæson dømte mange ham ude af den absolutte verdenselite, men dem har han svaret tilbage med drømmetennis i 2014.

Lørdag eftermiddag var han underdog mod serberen Novak Djokovic i semifinalen af Masters 1000-turneringen i Monte Carlo, men schweizeren vandt kampen i to sæt 7-5, 6-2.

Dermed fører Federer stadig den indbyrdes statistik mod Djokovic, der kunne udligne til 17-17 med en sejr. Nu har Federer i stedet vundet 18 ud af 34 møder.

Federer var den bedste på dagen, da han først fik overtaget. De to spillere skiftedes til at holde serv i et tæt og velspillet første sæt, og det lignede derfor en tiebreak-afgørelse.

Se også: Jamen dog! Nadal besejret på grus

Men Federer ville det anderledes. Han præsterede kampens første servegennembrud til stillingen 6-5, hvorefter han servede sættet hjem til 7-5.

Schweizeren brugte det som afsæt til at komme bedst fra start i andet sæt. Ved den først mulige lejlighed brød han serberen til 2-1.

Djokovic virkede på det tidspunkt helt modløs, og han lod ikke til at tro på et comeback. Det fik endnu mørkere udsigter, da Federer brød endnu engang til 4-1.

Schweizeren holdt også sine to sidste servepartier og vandt kampen på sin første matchbold.

Dermed bliver søndagens finale et rent schweizisk anliggende. Tidligere lørdag vandt Stanislas Wawrinka nemlig sin semifinale mod spanieren David Ferrer, der ellers havde slået Rafael Nadal i kvartfinalen.

Wawrinkas sejrscifre i semifinalen lød på 6-1, 7-6.

Se også: Nadal runder endnu en milepæl

0 kommentarer
Vis kommentarer