Kun én top-6-spiller er stadig med i French Open

Jelena Jankovic er færdig i Paris, hvor Simona Halep er eneste top-6-spiller tilbage i damesingle

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Jelena Jankovic er den seneste i rækken af faldne topspillere i damesingle ved grand slam-turneringen French Open.

Den 6.-seedede serber tabte mandag i to sæt til Sara Errani fra Italien, der dermed har spillet sig i kvartfinalen.

Errani, som nåede helt frem til finalen i turneringens 2012-udgave, vandt med 7-6 og 6-2, og ligner en spiller med reel mulighed for at nå helt til tops i en af tennissportens grand slam-turneringer for første gang i karrieren.

Ikke blot fordi hun selv har ramt formen, men også fordi French Open i år har været hård ved en lang række af forhåndsfavoritterne.

Først røg andenseede Li Na. Derefter gik det galt for topseedede Serena Williams, og i tredje runde sagde både Agnieszka Radwanska (3) og Petra Kvitova (5) farvel.

Kun én af de seks øverst seedede spillere er således nået frem til kvartfinalen på det røde grus i Paris.

Det er rumæneren Simona Halep (seedet 4), der kvalificerede sig til kvartfinalen ved at vinde med 6-4 og 6-3 over Sloane Stephens fra USA.

Hvis alt går, som Halep håber, bliver hun den første rumæner siden Virginia Ruzici i 1978, der kan løfte pokalen på Roland Garros.

- Jeg har en god følelse og kan lide gruset, og jeg vil længere i denne turnering, siger Simona Halep ifølge AFP.

0 kommentarer
Vis kommentarer