Wozniacki sidder over i første runde i Indian Wells

Ottendeseedede Caroline Wozniacki sidder over i første runde i Indian Wells, hvor hun vandt i 2011

Caroline Wozniacki får let adgang til 2. runde. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki får let adgang til 2. runde. (Foto: AP)

Det meste af verdenseliten i tennis skal den næste halvanden uge kæmpe om titlen ved BNP Paribas Open i amerikanske Indian Wells.

Som nummer 10 i verden er Caroline Wozniacki seedet som nummer otte i turneringen hos kvinderne, hvor hun i 2011 strøg helt til tops, og danskeren er dermed oversidder i første runde.

Holder seedningerne, bliver det svært for Wozniacki at komme videre fra kvartfinalen, eftersom den topseedede verdenstoer og forsvarende mester, Victoria Azarenka, venter på danskeren.

Wozniacki kan dog tanke lidt selvtillid ved, at hun fører med 4-2 i kampe over hviderusseren.

Men inden Wozniacki kommer så langt, skal den tidligere verdensetter vinde tre kampe. I anden runde venter enten kvalifikationsspilleren Monica Puig - verdens nummer 102 fra Puerto Rico - eller franske Alizé Cornet, der er nummer 33 i verden.

Wozniacki har aldrig mødt Puig, og danskeren fører 3-1 i kampe over Cornet. Ifølge seedningen bør Wozniacki stå over for russiske Elena Vesnina i tredje runde. Russeren ligger nummer 30 i verden og har tabt fem ud af seks kampe mod Wozniacki.

Verdens nummer 12, russeren Nadia Petrova, er, hvis seedningerne holder, modstanderen i 1/8-finalen. Også her nyder Wozniacki godt af en positiv indbyrdes rekordliste, nemlig 4-2.

I den anden lodtrækningshalvdel er Maria Sharapova fra Rusland seedet til at nå finalen. Kun verdensetteren Serena Williams fra USA samt kineseren Li Na fra verdens top-10 er fraværende ved turneringen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere