Nadal trækker sig fra doublekamp

Hensyn til overbelastet knæ er vigtigere end doubleturnering for den spanske tennisstjerne Rafael Nadal

Rafael Nadal har trukket sig fra sin doublekamp som følge af et overbelastet knæ. (Foto: AP)
Rafael Nadal har trukket sig fra sin doublekamp som følge af et overbelastet knæ. (Foto: AP)

Rafael Nadal har trukket sig fra sin doublekamp onsdag i Brazil Open i São Paulo som følge af et 'overbelastet knæ'. Det oplyser arrangørerne af turneringen.

Den spanske tennisstjerne nøjes med at koncentrere sig om singleturneringen i Brasilien. Torsdag møder han brasilianeren João Souza i sin første kamp.

Nadal er efter syv måneders pause tilbage på tennisbanerne. Tre mindre turneringer i Latinamerika skal vise, om den mangedobbelte grand slam-vinder er kommet sig helt efter en knæskade.

Nadal indledte sit comeback i sidste uge ved en ATP-turnering i Chile, hvor han nåede frem til finalen, som han dog tabte.

Nederlaget til Horacio Zeballos gjorde ondt på Rafael Nadal. Men den tidligere verdensetter i tennis er alligevel fornøjet med sit comeback.

- Det var en fantastisk turnering for mig. Hvis vi tager det hele med, så var det positivt, sagde den 26-årige Nadal.

Zeballos vandt finalen med 6-7, 7-6, 6-4 og blev den kun tredje spiller i verden til at besejre Nadal i en finale på grus. De to andre, der har præsteret det, er Roger Federer og Novak Djokovic.

Nadal tabte også finalen i double i Chile.

Nadal vandt tirsdag, sammen med sin makker David Nalbandian fra Argentina, sit første opgør i doubleturneringen i São Paulo.

- Forholdene var meget vanskelige. Banen er ikke i tiptop stand og det er vanskeligt at kontrollere bolden, sagde Nalbandian efter sejren i tre sæt.

Nadal fortæller, at comebacket i Chile har tæret godt på kræfterne.

- Jeg er en smule træt efter en hård uge i Chile. Men det var positivt. Processen med at komme tilbage til sit tidligere niveau, går som forventet, tilføjer han.

Nadal vil ikke komme med noget bud på, hvornår han forventer at være i stand til igen at udfordre topspillere som Djokovic, Federer og Andy Murray.

- Jeg er en type, der spiller med masser af følelser og energi. Det er nok ikke noget, der er godt for mit knæ, siger han.

- Mit langsigtede mål er at spille i Brasilien i 2016 (OL i Rio de Janeiro, red). Jeg bestræber mig på at ankomme i topform. Det bliver sandsynligvis mit sidste OL, siger han.

Rafael Nadal er senere denne måned tilmeldt Mexico Open i Acapulco.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere