Caroline: Hvem skal vi møde?

- Det var hyggeligt, siger Caroline Wozniacki, der ikke udtrykker de store ambitioner for sin deltagelse i doubleturneringen i Farum

Caroline udtrykker ikke de helt store ambitioner i forhold til double-turneringen (Foto: Mikkel Khan Tariq)
Caroline udtrykker ikke de helt store ambitioner i forhold til double-turneringen (Foto: Mikkel Khan Tariq)

FARUM (ekstrabladet.dk): Caroline Wozniacki og veninden Malou Ejdesgaard vandt mandag aften deres kamp i første runde af doubleturneringen i e-Boks Sony Ericsson Open i Farum.

Men umiddelbart virker det ikke som om, ambitionerne for doubleturneringen er synderligt store.

- Jeg ved ikke engang, hvem vi møder i næste kamp, så før vi snakker om forventninger, vil det nok være en meget god ide at vide, hvem vi møder …, lød det med et smil fra Caroline Wozniacki efter sejren på 6-4, 6-1 over Mai Grage og dansk-amerikaneren Julia Boserup.

- I double kan alting ske. Det er altid hyggeligt at spille med Malou, og det bliver det sikkert også næste gang.

- Det er meget et spørgsmål, om kemien med makkeren er god. Jeg har kendt Malou næsten siden, jeg blev født, så vi kender hinanden, lød det afslappet fra den danske verdensetter - i single.

- Vi skal bare gå ind og nyde det, kunne Malou Ejdesgaard supplere.

- Det var fedt, der var en rigtig god stemning, og banen var god. Det var egentlig bare rigtig dejligt. Meget afslappet, sagde Malou Ejdesgaard, der for kort tid siden er vendt tilbage efter en korsbåndsskade og nyder overhovedet at være i stand til at spille.

- Det går bedre, der er fremgang. Jo mere jeg spiller, jo bedre bliver det. Det bliver ømt efter kampene, men det er ikke noget seriøst, siger danskeren, der lige som Caroline Wozniacki skal i kamp i singleturneringens første runde tirsdag.

Og onsdag spiller de double-kvartfinale - mod vinderen af opgøret mellem andenseedede Johanna Larsson, Sverige/Jasmin Wöhr, Tyskland og Olga Savchuk, Ukraine/Kathrin Wörle, Tyskland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere