Vanvid: Wimbledon-billetter sætter prisrekord

Det bliver en dyr fornøjelse, hvis man ønsker at sikre sig plads på Centre Court ved sommerens største tennisbegivenhed

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man som tilskuer vil følge Novak Djokovic og resten af tenniseliten ved dette års Wimbledon. (Foto: AP)
Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man som tilskuer vil følge Novak Djokovic og resten af tenniseliten ved dette års Wimbledon. (Foto: AP)

Sommeren nærmer sig, og det legendariske Wimbledon-anlæg slår dermed snart dørene op for den tennisturnering, der anses for at være den mest prestigefyldte i verden.

Det gælder både for spillere og tilskuere, og hører man til sidstnævnte gruppe, er der god grund til at lægge penge til side allerede nu, hvis man ønsker at følge slagudvekslingerne fra tætteste hold.

Se også: Vild stime brudt: Nadal i sensationelt exit

I hvert fald hvis der er forhåbninger om at sikre sig de bedste pladser på den berømte Centre Court.

Det kan således hurtig blive en dyr fornøjelse at følge Novak Djokovic, Rafael Nadal, Maria Sharapova og resten af eliten, når de om et par måneder udfolder talentet på det grønne græs.

Ifølge ESPN har The All-England Lawn Tennis Ground, der har ejerskab over anlægget, hvor den historiske turnering finder sted, valgt at skrue op for entrépriserne i forbindelse med et nyt tiltag.

2500 billetter til Centre Court er blevet sat til salg for den nette sum af 50.000 pund (ca. 453.000 kr.) stykket, men så gælder adgangspasset også for fem år, hvor indehavere i denne periode vil have fast sæde til rådighed på hver eneste turneringsdag.

Se også: Lettet Djokovic: Klar til French Open

Omregnet til dagspriser svarer det til, at der må punges op med godt 7.000 kroner pr. dag på anlægget. Der er dermed tale om en stigning på omtrent 80 procent i forhold til tidligere pakkeløsninger af lignende karakter.

Tilbagebetaling af lån
ESPN mener at vide, at den mærkbare prisforandring blandt andet skyldes et ønske fra arrangørernes side om betale tilbage på et lån, der blev optaget i forbindelse med byggeriet af det tag, som efter behov kan overdække den enorme arena.

Eventuelle interesserede kan dog glæde sig over, at der medregnet i prisen også følger retten til at forpleje sig i en privat restaurant på Centre Court samt mulighed for at få en gæst gratis ind på anlægget.

Se også: Caroline skadet - trækker sig i Stuttgart

Det er langt fra første gang, at priserne når utrolige højder ved Wimbledon. Så sent som sidste år forlød det, at der blev solgt billetter til over 100.000 kr. stykket i forbindelse med mændenes finale.

Her blev Andy Murray den første brite til at triumfere, siden Fred Perry gjorde det 1936.

Den regerende mester skal derfor ud i et titelforsvar i herrernes turnering, når Wimbledon i år finder sted i perioden 23.juni-6.juli.

0 kommentarer
Vis kommentarer