Tennis-legende forstår Caroline: Jeg har været der selv

Chris Evert forbløffet over, at Wozniacki og McIlroys forhold varede så længe - for 40 år siden blev hendes eget bryllup med Jimmy Conners også aflyst

Rory McIlroy og Caroline Wozniacki, da forholdet endnu var relativt ung - og godt i august 2012. Tennis-legenden Chris Evert undrer sig over, forholdet holdt så længe - godt og vel to et halvt år. Hun fik selv et bryllup aflyst. (Foto: AP)
Rory McIlroy og Caroline Wozniacki, da forholdet endnu var relativt ung - og godt i august 2012. Tennis-legenden Chris Evert undrer sig over, forholdet holdt så længe - godt og vel to et halvt år. Hun fik selv et bryllup aflyst. (Foto: AP)

Hvis nogen kan forstå de følelser, der brøler gennem Caroline Wozniacki netop i disse forbløffende dage, er det tennis-legenden Chris Evert.

Amerikaneren har prøvet turen selv!

I 1974 sprang hun og Jimmy Conners ud som 'The love double' - samme år de begge vandt Wimbledon. De blev forlovet, og bryllupsdatoen sat til den 8. november 1974 - men brylluppet blev afbrudt. Og det var ikke på grund af regn!

Se også: Legende om Wozzilroy: Golfspillere dårlige til forhold

I dag siger den nu 59-årige tennis-ekspert til TENNIS.com ved en ESPN-pressekonference, at hun langt fra er forbløffet over bruddet mellem den køllesvingende Rory McIlroy og danske Miss Sunshine. Snarere tværtimod.

- Jeg tænker på Jimmy og mig selv, når jeg ser to unge idrætsfolk på toppen af hver deres karriere, hvor begge stræber efter at blive nummer ét - og ikke ser ret meget til hinanden. Jeg er snarere forundret over, forholdet holdt så længe, som det gjorde, siger Chris Evert, der selv var 19, da hun og den to år ældre Jimmy Conners lagde bordplaner for det bryllup, der heller aldrig blev.

Se også: Hug til McIlroy: Forkert måde at slå op på

Chris Evert understreger, at hun ikke kender deltagerne i den nu skibbrudne dansk/nordirske double. Men at hun er imponeret over deres udholdenhed, når man tænker på alle de lange rejser og de fysiske og mentale udfordringer, idrætsfolk på så højt niveau skal tackle hver eneste dag.

- Jeg forstår dem 100 procent. Du er gift med din karriere. Det er ikke kun fysisk - du slider også på følelser og den mentale kapacitet, du har, og du må lægge alt til side til fordel for karrieren. Men det er det, der kræves for at være den bedste, siger Chris Evert.

Hun blev ufrivilligt en af hovedpersonerne i Jimmy Conners bog 'The Outsider', der udkom sidste sommer. I bogen beskriver Conners bl.a., at både han og Chris Evert var hinanden utro efter noder - og at hun undervejs fik en abort. En alvorlig sag i USA - også på det tidspunkt.

Hun var rasende, men kunne intet gøre. Jimmy Conners fattede ikke, hvad hun var sur over...

- Jeg er ekstremt skuffet over, at han brugte en bog til at fortælle om et fuldstændig privat forhold, der fandt sted for 40 år siden og gjorde det offentligt uden mit vidende, sagde Chris Evert sidste sommer.

0 kommentarer
Vis kommentarer