TV: Hvad laver han dog?

36 centimeters forskel i højden fik tennisspiller til at handle overraskende efter nederlag

Karlovic smiler, da det går op for ham, hvad Sela har gang i.
Karlovic smiler, da det går op for ham, hvad Sela har gang i.

Israelske Dudi Sela måler respektable 175 cm, hvilket gør ham til en ganske almindelig mand i forhold til sin højde. Ja, måske er han lige lidt mindre end så mange andre.

Men i selskab med Ivo Karlovic er Sela en gnom. Undseelig og lille.

Karlovic måler til sammenligning 211 cm fra fodsål til hovedbund. En gigant målt i forhold til Sela.

Og hvorfor så nu disse fakta?

Tjo, de to herrer er begge professionelle tennisspillere og stod for sjette gang i deres karrierer over for hinanden forleden i Claro Open i Colombia. Som det har været tilfældet et par gange tidligere, var det en tæt affære, som 35-årige Karlovic, der er nummer 29 på verdensranglisten, endte med at vinde 7-6 (10-8), 7-6 (7-5).

Som tv-klippet herunder viser, var det en lettet og glad Karlovic, der gik til nettet og ville sige tak for kampen, da sidste bold var slået.

Men han stoppede op og kiggede forundret på sin modstander på den anden side af nettet.

For 29-årige Dudi Sela, der blot er nummer 102 på samme rangliste, havde ikke resigneret, ladet armene falde ned langs kroppen, bandet og svovlet og bevæget sig frem mod nettet i afmagt, som det ellers hænder, når en spiller har tabt en kamp.

Sela var hurtig. Han smuttede ned til baglinjen, huggede linjedommerens stol og stormede til nettet, så han kunne komme i øjenhøjde med den kroatiske gigant og sige ordentligt tak for kampen.

God stil og en fin afrunding på en kamp, der nok ellers ikke går over i historien.

 

1 af 2 Dudi Sela ved Australian Open tidligere på året. (Foto: AP)
2 af 2 Karlovic smiler, da det går op for ham, hvad Sela har gang i.
0 kommentarer
Vis kommentarer