Sådan kan du følge Caroline i semifinalen

Her er de lovlige muligheder for at se Caroline Wozniacki i US Open

(Foto: Charles Krupa/AP)
(Foto: Charles Krupa/AP)

Når Caroline Woniacki fredag aften dansk tid træder ind på Arthur Ash Stadium til sin semifinale i US Open mod kinesiske Peng Shuai bliver det med fuld fokus på samtlige platforme.

Gennem sit samarbejde med Eurosport har Kanal 5 også sikret sig årets hidtil største Wozniacki-kamp, så både Eurosport og Kanal 5 viser den på tv.

Semifinalen har forventet kampstart omkring kl. 20.00 - og går tidligst i gang kl. 19.45.

Starttidspunktet er afhængigt af, hvor lang tid mixeddouble-finalen varer.

Se også: Wozniackis modstander opereret for hjertefejl

Har man ikke disse tv-kanaler, men sidder foran en computer tilbyder flere bookmakere et lovligt alternativ til nettets mange ulovlige piratfeeds. Både Bet365 og Unibet livestreamer Caroline Wozniackis semifinalekamp. Bemærk dog, at spilleselskaberne typisk kræver, at man har penge stående på sin konto, før der er hul igennem til tv-billederne.

Endelig kan man følge den danske tennisdarlings forsøg på at nå sin anden US Open-finale via liveblogs.

Ikke mindst på ekstrabladet.dk, som fredag følger Caroline Wozniacki både bold for bold og med udsendt medarbejder i New York.

Se også: Piotr: Vi skal ikke gå amok