Caroline i finalen efter krampedrama

Reglerne blev tilsyneladende brudt, da Peng gik i krampe og fik behandling midt i et parti, men Wozniacki er i finalen

Caroline Wozniacki er i finalen, efter at Shuai Peng måtte trække sig med store smerter. (Foto: AP/Darron Cummings)
Caroline Wozniacki er i finalen, efter at Shuai Peng måtte trække sig med store smerter. (Foto: AP/Darron Cummings)

NEW YORK (Ekstra Bladet): Come on!

Efter fem års fravær står en genfødt Caroline Wozniacki på søndag igen i en grand slam-finale.

Det er en dejlig, dansk kendsgerning efter en tæt semifinale i 30 graders varme mod kinesiske Shuai Peng, der blev besejret med 7-6, 4-3.

En noget broget og ujævn kamp, hvor momentum svingede frem og tilbage, mens de to krigere hver især forsøgte at tiltvinge sig overtaget, og som endte i et kæmpe drama, da en grædende Peng liggende på banen måtte opgive at fortsætte og blev kørt ud i en kørestol.

Se også: Eks-træner: Gnisten er tilbage hos Wozniacki

Inden da havde Caroline Wozniacki heldigvis fundet sit momentum på de rigtige tidspunkter undervejs, da hun først satte sig fuldstændigt på første sæts tiebreak, og i starten af andet sæt, hvor hun gik fra et break nede til et oppe.

Første sæt blev tæt og i perioder noget nervøst og præget af, at en ikke helt træfsikker Wozniacki forsøgte at finde den fine balance mellem både at være tilpas offensiv og påpasselig i defensiven. Den fandt Peng i lange perioder bedre.

Især danskeren havde problemer med at serve i den ende, hvor solen kom lige ned i bolden, når hun kastede den op. Det kostede nogle dobbeltfejl, men Caroline var generelt meget koncentreret og gav sig god tid med at serve.

Se også: Wozniacki: Finalesnak forbudt

De to fulgtes med svingende kvalitet til 3-3, hvor Wozniackis gameplan ikke rigtigt bed på kineseren, som håndterede hendes kombination af hyppige sideskift og høje bolde til den dobbelte forhånd. I stedet var det Caroline, der lavede spilfejlene, og det betød brud til Peng.

Til gengæld var reaktionen positiv. Caroline gik straks ud og brød tilbage, da hun med en forhåndsvinder ned langs linjen skaffede sig to breakbolde.

Så indledte hun et nervøst serveparti med solen mod sig. Hun indledte ganske vist med et es, men siden fulgte to dobbeltfejl, før hun holdt til 5-4.

Næste parti bød på en del ballontennis iblandet flirt med linjerne, og så fulgt endnu et nervebetonet parti, hvor Wozniacki et par gange gav initiativet fra sig i duellerne og til sidst blev straffet med et brud til 5-6.

Peng kunne serve for sættet, men endnu engang var Caroline svar skarpt. Hun brød med godt og koncentreret spil tilbage, og gjorde sig klar til tiebreak.

Se også: Piotr: Vi skal ikke gå amok

Hun startede den med at smide sin serv men satte sig derefter tungt i førersædet. Måske var det erfaringen fra den store scene mod semifinale-debutanten, for efter en lang duel, som Wozniacki afsluttede med et smash, tog hun også de næste seks point mod en stakåndet kineser, der ikke kunne følge med den maraton-trænende dansker.

Vinderstatistikken efter det 67 minutter lange, første sæt viste 12-10 i dansk favør, mens de uprovokerede fejl havde kinesisk overvægt med 19-13.

Det var det første sæt, Peng tabte i US Open, hvor hun inden kampen havde slået 21 esser. Dagens første kom først i det andet sæts første parti, hvor hun efter en toiletpause lagde stærkt ud med også at bryde en noget passiv Wozniacki til 2-0.

Men for tredje gang svarede danskeren tilbage på den bedst mulige måde ved at bryde tilbage på sin første breakbold.

Troede man den gode orden genoprettet, tog man fejl. For danskeren måtte virkelig slide hårdt for sit næste serveparti, men efter to kinesiske breakbolde – den ene afværget med en susende forhåndsvinder - udlignede hun.

Det gav så meget god energi, at hun satte sig på næste parti, hvor hun brød rent, og så var det som om, humøret sivede lidt ud i den anden ende af banen.

Se også: Overskuds-Caroline: Min plan virkede

Ved 3-4, 30-30 fik Peng endda voldsom krampe, men i første omgang fik hun en breakbold foræret af en noget paralyseret modstander, som lavede sin niende dobbeltfejl.

Stor forvirring opstod tilsyneladende omkring reglerne, der i en grand slam ikke tillader behandling for krampe midt i et parti. Men mens Caroline holdt sig i gang med lidt tiltrængt servetræning, blev en ’medical timeout’ alligevel annonceret.

Kort efter kom en grædefærdig Peng humpende tilbage, men også danskeren var hylet ud af den og lavede to dobbeltfejl, før kineseren liggende på gulvet måtte opgive.

I 2009 tabte Caroline Wozniacki til Kim Clijsters. Søndag møder hun Serena Williams, der sikkert vandt sin semifinale mod Ekaterina Makarova.

1 af 3 Det så dramatisk ud, da Shuai Peng måtte hjælpes fra banen. (Foto: AP/Darron Cummings)
2 af 3 Shuai Peng havde store smerter og måtte til sidst opgive. (Foto: AP/Mike Groll)
3 af 3 Caroline Wozniacki er i finalen, efter at Shuai Peng måtte trække sig med store smerter. (Foto: AP/Darron Cummings)
0 kommentarer
Vis kommentarer