Caroline: Jeg vil være lidt nervøs

- Da jeg sidst var i finalen var det nok lidt overvældende for mig, siger Wozniacki med adresse til US Open i 2009

Caroline Wozniacki kommer bedre rustet ind til finalen end i 2009, mener hun (Foto: AP)
Caroline Wozniacki kommer bedre rustet ind til finalen end i 2009, mener hun (Foto: AP)

NEW YORK (Ekstra Bladet): Forkølelsen er ved at fordufte, og Caroline Wozniacki sov fint efter sin semifinale. Nu glæder hun sig vildt til den sidste store kamp.

- Jeg vil være en lille smule nervøs, når jeg går derud, men samtidig vil jeg glæde mig til en stor oplevelse, sagde hun på et pressemøde lørdag.

Se også: Amerikansk ekspert: Sådan vinder Caroline

Hun nød også at spille finale for fem år siden, men det var alligevel på nogle andre præmisser.

- Dengang havde jeg mine chancer i første sæt. Jeg endte med at tabe, men Kim Clijsters havde også mere erfaring. Det var nok lidt overvældende for mig, tror jeg.

- Nu vil jeg bare gå ud og kæmpe og gøre det så godt som jeg kan. Jeg har helt sikkert mere ro på nu og tager det mere som enhver anden kamp.

Se også: Caroline rykker i top 10 og mod sæsonfinale

Hun siger på forhånd, at hun ikke vil lade sig gå på af de tunge vindere, som Serena Williams uvægerligt vil slå.

- Det kommer hun til, ja, men det vil ikke frustrere mig, for jeg vil spille mit eget, og de seneste kampe har vist, at jeg har været tæt på. Så jeg håber på sådan en kamp igen, siger hun med adresse til de to veninders seneste tresætskampe i Montreal og Cincinnati.

Finalen kan forventes servet i gang klokken 23, dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer