Ærlig Caroline: Hun var bare bedre

-Når Serena spiller sit bedste, er hun bare bedre end alle os andre, sagde Wozniacki, som dog føler, at hun tager meget med sig fra New York

Wozniacki forsøgte på ingen måde at bortforklare finalenederlaget til Serena Williams. (Foto: AP/Charles Krupa)
Wozniacki forsøgte på ingen måde at bortforklare finalenederlaget til Serena Williams. (Foto: AP/Charles Krupa)

NEW YORK (Ekstra Bladet): Ind i mellem kan hun være knust og ligefrem tårevæddet efter et nederlag i en grand slam.

Denne gang var Caroline Wozniacki selvsagt ærgerlig, men der var nu også overskud til smil og anerkendelse af hendes suveræne overkvinde i finalen.

- Når Serena spiller op til sit bedste, er hun svær at slå, sagde hun og mente ikke, at hun kunne have gjort så meget anderledes.

- Det var svært at få hende væk fra baglinjen. Jeg prøvede at få presset hende tilbage, men det lykkedes ikke. Hun var bedre på dagen end mig.

Se også: Caroline totalt chanceløs i finalen

- Jeg prøver at holde hovedet koldt og at bryde hendes rytme lidt. Men der er ikke så meget at gøre, når hun går ud og slår de vindere, hun gør. Der var ikke så meget at gøre i dag.

- Er hun bare i sin egen liga, når hun er på toppen?

- Ja, når hun spiller sit bedste, er hun bare bedre end os andre. Der er en grund til, at hun har vundet 18 grand slams. Hun er en fantastisk spiller.

 Se også: Wozniacki til veninden Williams: Du skylder drinks!

- Hvad tager du med herfra?

- Jeg har haft to gode uger her, som jeg kan være stolt af. Jeg har spillet virkelig god tennis og fightet igennem og vundet seks kampe. Jeg ville gerne have haft den sidste skalp i dag. Men det må komme næste gang.

- Hvordan kigger du frem mod den resterende del af sæsonen?

- Jeg håber, jeg kan få en god slutning på året og komme i sæsonfinalen. Det er det jeg går efter nu.

Se også: Serena hylder Wozniacki: Hun gør mig til et bedre menneske

- Og nu varer det ikke fem år, før vi ser dig i en grand slam-finale igen?

- Det håber jeg da ikke.

- Jeg tror på mig selv, og jeg tror på mit spil. Jeg synes, jeg har bevist de seneste måneder, hvor det hele har klikket, at jeg er der, hvor jeg skal være, sagde Caroline Wozniacki, som også glæder sig over, at hun har genvundet en masse respekt fra de øvrige piger på WTA-turen.

- Den betyder meget, når man går ud til en kamp. Jeg ved, at når jeg spiller op til mit bedste, så skal de virkelig spille godt for at slå mig. Det er rart at have den følelse igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer