Den tjekkiske tennisspiller Renata Voracova er sendt hjem fra Australien, efter at hun ikke levede op til landets coronaregler for indrejsende.
Ifølge nyhedsbureauet dpa forlod hun lørdag Melbourne på et fly med kurs mod Dubai.
Ligesom verdensetteren Novak Djokovic er hun havnet i visumproblemer efter ankomsten til Australien, og begge blev sendt på karantænehotel.
Mens Voracova er sendt hjem, håber Djokovic stadig på at blive, så han kan deltage i årets første grand slam-turnering. Det skal en dommer afgøre mandag.
Tjekken nåede lige at kritisere forholdene, inden hun blev sendt ud af landet.
I et interview med de tjekkiske aviser DNES og Sport sammenlignede hun opholdet på karantænehotellet med et fængsel.
- Jeg sidder i et værelse, og jeg kan ikke gå nogen vegne.
- Mit vindue er fuldstændig lukket og kan ikke åbnes fem centimeter.
- Der er vagter over det hele - selv under vinduet, hvilket er ret morsomt. Måske tror de, at jeg vil hoppe ud og løbe væk.
- De kommer med mad, og der er en vagt på gangen. Man skal registrere sig, og alt bliver rationeret. Jeg føler lidt, at det er som et fængsel, forklarede hun til aviserne.
Voracova, der er nummer 81 i verden i double, kom ellers ind i landet, efter at hun havde modtaget dispensation for coronareglerne.
Hun er ikke vaccineret, som ellers er påkrævet, men har tidligere været smittet med coronavirus.
Hun nåede at deltage i en doublekamp i WTA-turneringen i Melbourne, før hun torsdag fik frataget retten til at opholde sig i Australien.